Brug tid på andet end vægttab

   
Måske vægttab handler om helt andre ting end kost og motion. Måske det handler om at du ikke skal bruge så meget energi på det.

Da jeg startede med at tabe mig havde det ikke noget med vægttab at gøre. 

Jeg startede med at ville have en anden følelse i kroppen, og gik derfor en tur hver aften før jeg skulle sove. Det resulterede i at jeg ikke drak 1 flaske vin for at kunne sove. Jeg sov bedre. Jeg vågnede med mere energi og var i stand til at træffe bedre valg. 

Men udover det fyldte det ikke så meget og jeg tror det faktum at jeg aldrig har været på en “vægttabsmission” har hjulpet mig.  

Når det er i dine tanker hele tiden fylder det ekstremt meget. Jeg har prøvet at være der hvor det fyldte alt. Det gjorde mig bestemt ikke glad!

Det er lidt ligesom at have et sår man bliver ved med at pille i. Der er større risiko for at der kan gå betændelse i, det tager længere tid at hele og der kommer højst sandsynligt ar.

Når det fylder er der større risiko for at du falder i. Hvis man bruger mere tid på andre ting end vægttab, er min påstand at man får et lettere og længerevarende vægttab.

Hvis det fylder meget (for meget) kan du måske tage en 2 min. snak med dig selv:

  • Hvorfor fylder det?
  • Hvad får du ud af det? 
  • Gavner det?  
  • Hvis nej… Gør noget andet. 

Du kan ændre din strategi og arbejde koncentreret med dine vaneændringer 1 gang om ugen i 30 min. og ellers lade det ligge. Tage op til revurdering hvis det du har gjort denne uge har virket, hvis ja fortsæt, hvis nej gør noget andet.
Måske det virker! 

Livet er mere end vægttab og sundhed. 

Sundhed er for mange et mål i sig selv, men måske det ikke behøver være det. For livet er jo så mange ting! 

Vil du gerne lære at mærke mindre efter? Så læs med her.

God dag venner! 

Advertisements

Mærk mindre efter 

 
Jeg har lagt mærke til at hver gang jeg bliver halv deprimeret eller forvirret er det fordi jeg tænker for meget og mærker for meget efter.

Nogle gange kan man være FOR selvreflekterende. Man kan mærke for meget efter. Leve for meget i sig selv og sin indre verden. 

Måske vejen til balance for nogen er at mærke mindre efter. 

Når man overanalyserer i hovedet fjerner man sig ofte fra “virkeligheden”. 

Virkeligheden er ikke nødvendigvis noget du kan forestille dig eller tænke dig frem til. Der er det der er nu. Du behøver ikke at dømme det eller vurdere om det er godt eller skidt. Det er bare. Du behøver faktisk slet ikke forholde dig til det.

Ret befriende ikke?

Næste gang du sidder fast i tankerne og prøver at tænke dig frem til en løsning på et følelsesmæssigt problem… Udskyd! Udskyd dine tanker. 

Sig “den tager jeg imorgen kl. 16-16.15, lige nu har jeg travlt”. 

Ved at udskyde tillader du tankerne at være, men de bestemmer ikke. 

Fokusér derefter på andre ting. F.eks. hvordan ser rummet ud der hvor du er? Hvad skal du købe ind i netto idag? Gå en tur. Gør noget andet. 

Dagens råd. Mærk mindre efter!