Fedt er fedt

Jeg har lige holdt foredrag med Per Brændgaard. Vi havde vores 10 sundhedsbud med.

Et af dem var “fedt er fedt”.

For fedt er bare fedt. Voldsom overvægt kan medføre risiko for livsstilssygdomme. Det er ikke sikkert, men muligt.

Til gengæld er tankerne omkring dit fedt måske farligere end dit fedt. 

Mange har en tendens til at gå i panik hvis de tager på. Det kan ske at man tager på. Ofte sker det for folk i krise eller ved omvæltninger i livet.

Den panik, som mange oplever,  over det ekstra fedt fører som regel til øv, skam, skyld.

Den skam og skyld fører om regel til en masse restriktioner som man ikke kan holde. Det kan man måske i en periode, men ikke i særlig lang tid. I den periode hvor man taber sig hurtigt, taber man muligvis også muskelmasse.

Mindre muskelmasse medfører en lavere forbrænding.

Lavere forbrænding betyder at det er nemmere at tage på, når du nu efter dine 2-3 mdr. restriktive kur begynder at køre alt det forbudte ind. 

Det at man så tager endnu mere på fører som regel til panik, og så ved vi godt hvad der sker. Læs blogindlægget forfra. 

Det er sådan at en frygt for fedt kan føre til mere overvægt. Det er tankerne omkring fedt og overvægt der ofte kan få folk ud i ekstreme kure, skam, skyld og selvhad.

Så prøv og øv dig i at slappe af med det. Klask dig selv i numsen og nyd dit jiggle. Ro på. Du er sikkert så fin.

Fedt er fedt.

Advertisements

Voldtægt, krise og nu

  
Forleden skrev de fra Woman. De spurgte om jeg gerne ville være med i en artikel omkring voldtægt. 

Det vil jeg rigtig gerne. Det har taget mig mange år at komme til det punkt hvor jeg kan snakke om det. Men det kan jeg nu, og det vil jeg rigtig gerne.

Jeg vil rigtig gerne snakke om det fordi hvis du sidder derude og kæmper med dig selv efter du er blevet voldtaget, skal du vide det aldrig er din skyld. Det skal ikke være et tabubelagt emne. For det sker desværre, og aldrig for nogen der selv har været skyld i det. 

Det er ikke din skyld. Aldrig.

Det skete for mig lige før jeg blev 19, og det er vildt hvordan en time af mit liv kan ødelægge det så meget for så mange andre ting.

Jeg mistede kontrollen, jeg mistede troen på et godt liv, jeg mistede mod, jeg mistede livslyst. 

Jeg kæmpede i flere år med alkohol, overvægt og selvmordstanker. 

Siden da har jeg haft det svært med relationer. Det har været svært at være tæt med nogen. Jeg har aldrig haft kærestesorger. Jeg har haft svært ved at involvere mig med andre på den der måde med hengivenhed, kærlighed og tillid.

Troen på at nogen vil mig det godt mistede jeg.

Jeg er først nu egentlig klar til at snakke med min søster og hendes ekskæreste, som var der på dagen, omkring det der skete. Jeg kan ingenting huske fra den dag. 

Det har været en langsom proces. En svær proces. Men en proces jeg er stolt af. For jeg giver ikke op. Jeg vil gerne have et dejligt liv med min kæreste, mine venner og min familie, og det har jeg.

Der er selvfølgelig bedre dage end andre. Men det er ikke længere noget jeg skal flygte fra.

Det har virket for mig at forholde mig til at det har været mit bedste, også når jeg overspiste osv. Det har været en hjælp at snakke med mine venner og familie, jeg har talt med Maj Wismann omkring det relationelle, jeg har talt med en psykolog og så har jeg gjort en masse gode ting og arbejdet med at slappe af med forventningerne til mig selv.

Idag føler jeg mig stærk og stolt. Jeg skammer mig hverken over at det skete, at jeg drak, at jeg vejede 30 kilo mere, at jeg overspiste eller andre ting. Idag er jeg heldigvis kommet dertil hvor jeg føler omsorg og kærlighed til mig selv.

Jeg skriver det for at give håb. For det er en forfærdelig situation. Det gør ondt. Rigtig ondt. Men vid at det er muligt at få et liv som du ønsker igen. Det er muligt at komme videre. Det er sket, det vil det altid være, men du kan få det godt. 

Jeg hepper på dig og tror på dig!