Voldtægt, krise og nu

  
Forleden skrev de fra Woman. De spurgte om jeg gerne ville være med i en artikel omkring voldtægt. 

Det vil jeg rigtig gerne. Det har taget mig mange år at komme til det punkt hvor jeg kan snakke om det. Men det kan jeg nu, og det vil jeg rigtig gerne.

Jeg vil rigtig gerne snakke om det fordi hvis du sidder derude og kæmper med dig selv efter du er blevet voldtaget, skal du vide det aldrig er din skyld. Det skal ikke være et tabubelagt emne. For det sker desværre, og aldrig for nogen der selv har været skyld i det. 

Det er ikke din skyld. Aldrig.

Det skete for mig lige før jeg blev 19, og det er vildt hvordan en time af mit liv kan ødelægge det så meget for så mange andre ting.

Jeg mistede kontrollen, jeg mistede troen på et godt liv, jeg mistede mod, jeg mistede livslyst. 

Jeg kæmpede i flere år med alkohol, overvægt og selvmordstanker. 

Siden da har jeg haft det svært med relationer. Det har været svært at være tæt med nogen. Jeg har aldrig haft kærestesorger. Jeg har haft svært ved at involvere mig med andre på den der måde med hengivenhed, kærlighed og tillid.

Troen på at nogen vil mig det godt mistede jeg.

Jeg er først nu egentlig klar til at snakke med min søster og hendes ekskæreste, som var der på dagen, omkring det der skete. Jeg kan ingenting huske fra den dag. 

Det har været en langsom proces. En svær proces. Men en proces jeg er stolt af. For jeg giver ikke op. Jeg vil gerne have et dejligt liv med min kæreste, mine venner og min familie, og det har jeg.

Der er selvfølgelig bedre dage end andre. Men det er ikke længere noget jeg skal flygte fra.

Det har virket for mig at forholde mig til at det har været mit bedste, også når jeg overspiste osv. Det har været en hjælp at snakke med mine venner og familie, jeg har talt med Maj Wismann omkring det relationelle, jeg har talt med en psykolog og så har jeg gjort en masse gode ting og arbejdet med at slappe af med forventningerne til mig selv.

Idag føler jeg mig stærk og stolt. Jeg skammer mig hverken over at det skete, at jeg drak, at jeg vejede 30 kilo mere, at jeg overspiste eller andre ting. Idag er jeg heldigvis kommet dertil hvor jeg føler omsorg og kærlighed til mig selv.

Jeg skriver det for at give håb. For det er en forfærdelig situation. Det gør ondt. Rigtig ondt. Men vid at det er muligt at få et liv som du ønsker igen. Det er muligt at komme videre. Det er sket, det vil det altid være, men du kan få det godt. 

Jeg hepper på dig og tror på dig!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s