Du er god nok!


Jo mere jeg tror på mig selv jo flere valg der er gode for mig er jeg i stand til at træffe. Jo flere sunde valg jeg træffer, jo stærkere føler jeg mig og det styrker mig i forhold til at leve det liv jeg har det allerbedst med. 

Det handler ikke kun om grøntsager of træning. Det handler om meget mere. Det handler om alle handlemønstre i livet som måske kan frarøve dig det liv som du ønsker og drømmer om.

Jeg synes det er vildt spændende at arbejde med det der med at være sin egen værste fjende, for det er netop en af de ting der kan forhindre dig i at tro at du fortjener det allerbedste, og dermed også forhindrer at du træffer sundere og mere livsglade valg. 

“Jeg er ikke god nok”

“Det her kan jeg ikke finde ud af”

“Jeg er ikke klog nok, smuk nok, stærk nok, tynd nok – you name it, bare aldrig nok”

Alle de der små ting mange fortæller sig selv, som jo ikke passer! 

Fordi tanker er tanker og ikke nødvendigvis sandheden. 

Men hvordan gør man så når man er kommet ind i den der onde spiral? Jeg kalder den ofte for selvhadsboblen. Den bobbel 95 % af dem jeg har arbejdet med kender. Den der kan være svær at komme ud af. Men som man kan komme ud af! 

For mig er der flere ting der har hjulpet og jeg har prøvet at lave en guide som måske kan hjælpe dig hvis du sidder fast i selvhadsboblen.

  1.  For det første går jeg aldrig ind i følelsen af ikke at være tynd nok, klog nok, stærk nok, tilstrækkelig, ______ (indsæt selv noget negativt). Aldrig i situationen. I situationen ved jeg at det ikke nytter noget at kigge på problemerne fordi jeg ikke er særlig objektiv, men fanget i en øv-stemme. Derfor siger jeg “shh”, “hold kæft” eller  “jeg ser dig men har ikke tid lige nu”. Jeg anerkender den er der men jeg vælger hvornår jeg skal tage mig af det. Det er mig der bestemmer og ikke mine tanker.
  2.  Jeg venter til dagen efter, aftaler et tidspunkt med mig selv hvor der er ro og plads til at se på hvad der skete. Jeg vælger et tidspunkt hvor jeg er ude af følelsen, så jeg kan se på det lidt udefra. Ofte for mit vedkommende handler det ikke om ydre ting, det handler jo som oftest ikke om ikke at være tynd nok eller stærk nok, men en indre smerte. F.eks. relationer som egentlig ikke gavner mig, eller som er svære.  
  3. Jeg beskæftiger mig med mennesker og ting jeg ved der gavner mig. Jeg sætter mig selv mindre mål som er let tilgængelige og som sikrer mig en følelse af succes og at jeg godt kan. Det nytter ikke noget at sætte barren for højt og endnu engang fejle. Hellere sætte den lidt lavere og lykkedes. Det handler om at bygge dig selv op.
  4. Anerkend de ting du allerede gør. Anerkend og ros dig selv for de ting du gør som allerede er gode ting. Gode vaner, gode relationer eller nye ting du har fundet ud af du godt kan. 

Desuden handler det om generelt set at give sig selv lidt lang line.  

Jeg hepper på dig. Jeg synes du gør det så godt.

Advertisements

Den skide balance 


Jeg kan vildt godt forstå behovet for mere “balance”, et skift i forhold til hvor vi lægger vores fokus og generelt mere ro. Det er lidt den nye trend, som jeg selv i en del år har været en del af. 

Det der med at stå lidt af præstationstoget… det kan også være så fint! Det må bare ikke blive det nye ideal. Det må ikke blive det nye rigtige. Der findes nemlig ikke noget rigtigt, jo for dig og for mig, men det kan være to vidt forskellige ting. 
Når folk spørger mig hvorfor jeg aldrig lægger slik op eller hvorfor jeg ikke spiser kage eller selv den person der spurgte hvorfor jeg ikke lagde flere uperfekte billeder op…. for det første er jeg ikke sådan en slik type, for det andet hvorfor skal jeg det? 
I jagten på det “balance” tror jeg at vi skal passe rigtig meget på at det ikke bare bliver det nye ideal. I jagten på udvikling og nytænkning skal vi passe på vi ikke ender med at gøre præcis det samme som vi plejer bare i andre klæder. 
Ingen er i “balance” hele tiden. Og du må ikke tro at fordi du har en dag eller en uge eller et liv hvor du ikke mediterer, lever af grønne grøntsager (glutenfri diæt!), træner hårdt men er super mindfull på samme tid, elsker dine deller men er slank og tilfreds på samme tid, er der for din mand, veninder og børn men samtidig bruger tid alene i naturen for at lade dig op, tillader dig selv lidt slik og rødvin men ved altid hvornår du skal stoppe fordi du er så meget i kontakt med dig selv og din kropsbevidsthed, at du er mindre god…. Uh. Jeg bliver forpustet af bare at skrive det. 
Du behøver ikke prøve at være i balance, du kan bare være der hvor du er.
Min pointe er lidt at det nye uperfekte ikke må blive det gamle perfekte, nemlig endnu et uopnåeligt ideal. Så tag det lidt roligt på denne mandag. 
Du gør det skide godt ja du gør! 

Det største ja

D. 19. september satte Niclas den smukkeste ring på min finger. En forlovelses ring. Præcis seks mdr. efter vores første date.

Jeg ankom til Barcelona lørdag aften. Ret sent. Jeg havde ikke set Niclas i en uge, da han havde været på en vin rejse fra Paris til Barcelona. De havde besøgt en masse seje mennesker som laver naturvin.

Jeg havde savnet ham helt vildt. 

Det der kærlighedstema er ret nyt i mit liv. Sådan det der med at dele sit liv med en anden, være sammen om ting og sådan elske med alt hvad man har. Det er fantastisk, skræmmende og sådan vildt… sådan helt wow. 

Lørdag aften klokken 23.30 lander jeg. Jeg skynder mig at hoppe ind i en taxa og giver ham en adresse til den restaurant hvor Niclas og de andre er.

Taxa chaufføren sætter mig af og siger jeg skal gå resten… jeg skynder mig at ringe til Niclas, og 2 min. efter lægger han på. For der stod han, lige foran mig, på en varm september aften i Barcelona.

Den smukkeste mand. Den dejligste mand. Ham jeg vidste fra starten var den der helt specielle. Ham jeg ikke kunne stoppe med at tænke på. Ham der altid får mig til at skraldgrine. Ham der holder om mig på den der måde hvor det hele bare passer. 

Der stod han.

Selvom det kun var en uge havde jeg savnet ham noget så inderligt. 

Vi fik champagne med de andre, kyssede, nød det og gik ud i natten for at finde vores hotel.

Da vi kom hjem satte han sig på gulvet for at binde skoene op. Jeg syntes det tog usandsynlig lang tid. Virkelig.

Indtil det gik op for mig han var på knæ. 

Åh.

Han sagde de smukkeste og fineste ting til mig, den varme september aften i Barcelona. 

Jeg blev så rørt, overrasket og wow’ede. Jeg sagde ja, vi krammede i hvad der føltes som 100 år. Åh. 

Om mandagen da butikkerne åbnede gik vi ud for at finde en ring. Han ville gerne vi fandt en sammen, så det blev lige den jeg gerne ville have. 

Vi prøvede nogle forskellige. Ingen passede. De var for små. Ikke sådan helt rigtige. Fine, men ikke til mig.

Vi gik forbi en mikrobutik. Jeg så den, prøvede den. En fin ring i hvidguld med den smukkeste diamant. Simpel og helt smuk. Den fineste ring jeg har set.

Det var helt eventyrsagtigt da jeg prøvede, den passede helt perfekt (og uden lyv har Niclas fortalt at jeg gispede – ha!). Med det samme vidste vi det var den.

Vi gik hen på en plads i solen, Niclas gav mig ringen på. Vi krammede. Jeg græd af lykke. Det fineste øjeblik, i den dejligste by, med det bedste menneske jeg nogensinde har mødt.

Tænk at jeg skulle være SÅ heldig ind det liv.

Hele dagen var jeg overvældet af kærlighed og taknemlighed. Taknemlighed over at  få lov til at opleve så meget dejlighed i det her liv.

Det er jeg stadig. 

Det er dejligt at være forlovede. Det dejligste er dog tanken om at få lov til at bruge resten af mine dage med ham. 

Niclas åh Niclas. 

Du er så meget mere…

… end en krop!

Jeg er ikke lille. Jeg er ikke tynd. Min krop er ikke fri for appelsinhud. Jeg har ikke lange ben. Jeg har heller ikke perfekte bryster. De er lidt trekantformede. Det ene er større end det andet. 

Men ved du hvad? 

Det betyder ingenting for min livskvalitet. Graden af perfektion i forhold til min krops udformning betyder ingenting, som i virkelig ingenting, for hvor glad jeg er i mit liv. 

For jeg har et fantastisk liv med fantastiske mennesker og hvor jeg laver det jeg elsker. Også selvom jeg ikke har en squatbutt, ofte går med krykker og træner når jeg har lyst og kroppen tillader det. 

Det er ikke en flad mave der får mig til at grine så tårerne triller og jeg får en følelse af glæde indeni. 

En krop er en krop. Et hylster der bevæger dig rundt i verden. Et hylster du skal passe på så du kan være fri og have det godt, men det er stadig et hylster. 

Du kan egentligt bare konstatere fremfor at dømme. Det er så fint at have mål, at ville lave ting om… men altså. Jeg tror det holder lidt længere hvis du vil passe på dig selv, du ved det dersens kærlighed. 

Du har appelsinhud? Ej hvor sødt.

Mere indhold i livet mindre bedømmelse af kropslig udformning.