Når 2 ikke bliver til 3 


Niclas er min mand nu. Min elskede mand. Der er rigtig mange der har spurgt om vi skal til at have børn. 

Da vi mødte hinanden, blev kærester og siden forlovet talte vi selvfølgelig meget om vores fremtid. En fremtid med op og nedture, et liv med Sylvester og hen ad vejen kunne Sylvester få en lille bror eller lille søster.

Jeg har gerne ville have børn længe. Jeg er måske en af de få der altid har været fascineret af kvindekroppen. At være istand til at vokse et nyt, lille liv i maven. Også fødslen. Det er så vildt.

Jeg har glædet mig til selv at opleve det. Også fødslen. Det er super sejt og helt vildt.

Vi har drømt om det. Vi har talt om det. Vi har glædet os.

Før jul fik jeg min diagnose, en forklaring på hvorfor jeg i 10 år har haft problemer med leddene. Jeg går ofte med krykker, men gør stadig mit aller bedste for at have en god hverdag og bidrage både til vores lille familie men også til andre. Jeg prøver virkelig mit bedste.

Jeg har en svær grad af hypermobile led, som gør at det bliver invaliderende for mig. Jeg har funktionsnedsættelser, smerter som ofte fører til en enorm stor træthed.

Snart skal jeg starte på mit studie igen. Jeg håber at jeg kan gennemføre det og få et rigt arbejdsliv. Det vil jeg! 

Jeg vil vise at alle har ret til bevægelse og et godt forhold til sig selv og sin krop. Det er uanset om man er rask, handicappet, kronisk syg, overvægtig eller andet som ikke passer ind i Fitness Worlds seneste kampagne eller det typiske billede af sund og fit.

Men den her diagnose har også betydet at jeg må tage stilling til hvordan jeg kan klare livet. Hvordan jeg kan klare et arbejdsliv, familieliv med Sylvester og et kærlighedsliv med min mand med den her krop.

Niclas og jeg har haft mange lange, ærlige, tudende og hjerteskærende samtaler om børn. 

Vi har også truffet en beslutning om ikke at få børn. 

Med min krop er det nærmest fysisk og psykisk umuligt at få det hele til at gå op. Vi vælger os. Det vil være for hårdt for min krop. Ikke bare graviditeten (men også den da leddene bliver løsere under graviditet og det behøver jeg ikke rigtig mere af), men også det at have et spædbarn. At klare et arbejde med et lille barn. At have et liv med overskud. Det virker nærmest umuligt. Det er ikke noget vi ser for os. 

Jeg vil så gerne kunne være noget for Sylvester, Niclas, min familie og mine venner. Jeg vil gerne kunne passe et arbejde. At arbejde med bevægelse, mennesker der har brug for at genopdage glæden ved at have en krop. At slutte fred med skam, skyld og selvhad. Med min krop kræver det skiftende arbejdstider så jeg får tid til at hvile i løbet af dagen. 

Vi har valgt os. 

Mange vil måske sige vent og se. For os handler det ikke om at det måske engang, eventuelt, muligvis bliver muligt. “Man skal aldrig sige aldrig, agtigt”.

Men jo. Nogle gange skal man sige aldrig, hvis det giver dig en chance for at leve nu. Istedet for at vente med at leve til det sker. Vi har truffet et valg der passer vores familie, med den handicappet krop jeg er født med. 

Det er ikke fedt at tale om sygdom, handicap og en krop der ikke altid vil. Men det er nu engang sådan det er. Sådan jeg er født. Jeg må gøre det bedste med det jeg har. 

Hvis jeg sætter et barn i verden vil jeg ikke være i tvivl om jeg kan være noget for det. Jeg vil ikke falde med barnevognen og ikke kunne komme op. Jeg vil kunne gå rundt med mit barn. Jeg vil kunne lege med det på gulvet. Det er slet ikke altid jeg kan det. Det er ikke kun for min skyld, lige så meget for det ufødte barns skyld. Barnet som jeg ikke får i det her liv. Barnet som jeg vælger fra af ren kærlighed.

Det har været mit livs sværeste beslutning. Det har gjort ondt. Jeg har gået til psykolog. Jeg har grædt. Det har gjort virkelig ondt. Det vil det stadig til tider gøre.

Niclas og jeg har truffet en beslutning om ikke at få børn. At vælge os. Sylvester. Overskud. En mulighed for arbejde med en handicappet krop. 

Jeg deler det fordi ikke at kunne få børn når man gerne vil er en sorg. En kæmpe sorg. Jeg prøver at håndtere det så godt jeg kan.

Jo længere tid der går, jo nemmere har jeg det med beslutningen. Jo mere kan jeg se det er den rette beslutning. 

Det er en fælles beslutning. Det er vores beslutning. Jeg skriver ikke blogindlægget fordi beslutningen står til diskussion. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kommentere, men jeg beder dig om at gøre det med respekt for vores beslutning. 

Til dig derude som kæmper med det samme. Jeg sender uanede mængder af kærlighed. Du/i er ikke alene.

Kys! 

 

Advertisements

Mand og kone 


D. 01.04.17 sagde Niclas og jeg ja til hinanden i Stefanskirken på Nørrebro. Vores præst hed Pernille og var så god og sød. Jeg er hverken blevet døbt eller konfirmeret. Men Pernille gjorde det så fint og jeg følte mig så velkommen. Vi valgte Stefanskirken da det er den kirke vi bedst kan relatere til. Det er en kirke for alle. Det er en kirke for homoseksuelle, de har inviteret til ramadan, for folk der sørger eller glædes. Og! Så har de virkelig skønt gospelkor jeg har været en del af engang. 

Stefanskirken er for alle og Pernille er fantastisk!

Dagen startede med at min søde svigermor kom og satte mit hår, så kom min veninde Lonni og ordnede min makeup. Så fik jeg besøg af to af mine fantastiske venner, Thomas som skulle føre mig op og Nanna som kom med champagne og knus. 

Det var helt perfekt, men lige pludselig blev jeg også nervøs. Eller rettere sagt spændt. 

Dagen var kommet hvor jeg skulle sige et for evigt ja til min elskede mand. Manden der får mig til at grine hver dag fordi han er så åndssvag, manden der får mig til at føle mig elsket uanset hvad, manden der forstår og tilgiver, manden der samler mig op når jeg ikke kan gå, manden kysser mig så fantastisk dejligt at jeg bliver blød i knæene, manden med de øjne jeg kan blive ved med at kigge ind i for evigt, manden der har en stemme som gør at jeg føler mig hjemme, manden som jeg har skabt et liv og et hjem med, manden hvor jeg hører til i verden, manden der er min bedste ven, min elsker. 

Niclas, min mand.

Det var den smukkeste dag med de dejligste gæster og den skønneste fest. Jeg kunne ikke være gladere! Det var helt specielt i kirken og jeg græd allerede inden jeg gik ind. 





Vi fik hjælp fra Betina, så det hele klappede og det gjorde det virkelig!

Efter vielsen tog vi hen til glyptoteket og fik taget billeder. Bagefter gik vi ned i Spisehuset til vores gæster som var klar med bobler og kærlighed. 



Niclas havde valgt den smukke smukke brudebuket. Den var helt perfekt, så yndig, fin, naturlig og helt perfekt. Blomsterne var fra Blomsterskuret.

Spisehuset blev vi modtaget af vores fantastisk dejlige gæster der sad udenfor og nød solen. Vi var så heldige med vejret!


Efter brylluppet tog vi på Hotel Kong Arthur, hvilket vi bestemt ikke fortryder! Vi havde to overnatninger med det lækreste hotelværelse, med jacuzzi, økologisk morgenmad, adgang til Ni’mat spa og de sødeste mennesker!

En lidt sjov historie er at vi ankom kl. 3 om natten, havde glemt natmaden til brylluppet. De havde ikke noget mad kl. 3, for hvem har det. Vi gik op på værelset og ham der stod i receptionen ringede op til vores værelse og tilbød os p-mad (personale mad). Det var så sødt og virkelig noget man kalder service!!

Vi har bestemt ikke fortrudt at vi valgte Hotel Kong Arthur til vores bryllupsnat. Det er bestemt ikke sidste gang vi skal derhen! 


Alle de fantastiske billeder blev taget af Rye & Aamand. Billeder der for evigt vil være nogle virkelig skønne minder af en fantastisk dag med de dejligste mennesker.

Det var uden tvivl den bedste dag i mit liv og jeg nyder at være Niclas’ lille kone. Så meget! 
Tusind tak til Betina. Til alle der gjorde drømme brylluppet muligt på kun 2 mdr. 

Tak til vores venner og familier der har hjulpet. Tak fordi i er så pisse dejlige og var med til at fejre kærlighed. Ikke bare vores men den vi helt bestemt kunne mærke igennem hele dagen blandt os alle.

Tusind tak for alle der har læst med, tak for jeres hilsner, hjerter og kommentarer! Virkelig. Det har vi været så glade for.
Lad os alle fejre kærlighed noget mere. Ikke bare den til din partner, men den til din mor, far, søster, bror, til dine venner, dine nærmeste, moren der har et skrigende barn i Netto kl. 16.30 en fredag, dem vi ikke har mødt endnu, ham der har brug for et smil i metroen, dem der er ensomme, der er flygtet fra krig og rædsler, dem der har brug for det. Det har vi alle!

Kærlighed vinder. Altid. 


– Niclas og Nina 

(Sponsoreret, sådan noget af det) 

Skønne Betina 

Betina skrev kort tid efter vi var blevet forlovet at hun gerne ville hjælpe os med at planlægge vores bryllup.

Vi var lidt skeptiske og tænkte at det var lidt meget, men tænkte at vi lige så godt kunne tjekke det ud. 

Det gjorde vi, og det viste sig at være den bedste beslutning vi længe har truffet. Der er virkelig mange detaljer der skal på plads når man skal holde et bryllup. Ting man slet ikke tænker over. 

Vi planlagde et bryllup der skulle ske om 1,5 år. Så ville vi have god tid og penge til at planlægge et bryllup.

Min mor har kræft i hjernen. Hun er blevet opereret 3 gange, fået stråler og kemo. Man ved aldrig hvornår det er nu, og min mor har fået en del bivirkninger af alle behandlingerne. 

Da de igen var i tvivl om det var tumor eller stråleskader besluttede Niclas og jeg at vi ville gifte os nu, og det blev så til d. 01.04.17.

Det vigtigste var min mor kom med! Resten måtte vi finde ud af.

Da vi mødtes med Betina og sagde planen havde ændret sig og vi nu havde to måneder var der ingen problemer og vi blev mødt med et knus og et “selvfølgelig, det gør vi bare”. 

Jeg har ikke ord for hvor meget Betinas hjælp har betydet for mig i alt det her. Hun har gjort vores drømmebryllup muligt på flere måder! 

F.eks. da jeg havde været i en unavngiven brudekjole butik og bestilt en kjole hjem, og den så 1,5 uge før kommer hjem og ligner noget jeg bestemt ikke havde bestilt. Ærligt så havde den en anden farve og jeg lignede hyrdedamen. Normalt skal bestille en kjole 4-6 mdr. før brylluppet, så 1,5 uge var rimelig presset. Mildt sagt. Det var et mareridt og jeg var virkelig ked af det…

Betina sagde at jeg skulle have pengene tilbage og så hjælp hun mig dagen efter med at finde drømmekjolen! (Er den ikke flot 😍).


1,5 uge før brylluppet skulle vi så finde kjolen. Vi var inde i Casa Lezar, som Betina stolt er blevet ejer af fra 01.04. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville have og var ærlig talt ret ødelagt af minus søvn, bekymringer og en øv-stemning efter den anden kjole…

Men men. Vi fandt en virkelig smuk kjole der faldt helt perfekt. Jeg havde dog fantaseret om noget lidt større i kirken. Betina kom med et tylskørt, som jeg så kunne tage af.

Det var helt perfekt og jeg blev så lykkelig. Senere viste det sig så at 2-i-1 løsningen til en brudekjole er skide smart hvis man gerne vil danse senere! 

På dagen havde Betina været der med hendes folk siden kl. 10 om morgenen og pyntede og ordnet. 

Vi holdt middagen i Niclas’ restaurant Spisehuset og det var så perfekt, intimt, rart og hyggeligt. 


Betina hjalp med alt fra kjole kaos til oppyntning til samtaler om hvad vi gerne ville have til løsninger på uforudsete problemer. 

Uden Betina havde vi ikke haft så godt et bryllup med alt hvad vi ønskede os.

Det vigtigste var at hun bare sprang til da der pludselig kun var 2 mdr. og ikke 1,5 år. Det gjorde nemlig at det hele så fint kunne lade sig gøre og min elskede lille mor nåede at være med på den største dag i mit liv.

Det hele var smukt, perfekt og dejligt! Vi har begge været så taknemlige for Betinas hjælp. Hun tilbyder alt fra bare en enkelt samtale til hjælp med det hele! 
Overvej det virkelig hvis du skal holde et bryllup. En bryllupsplanlægger er ikke kun for stenrige mennesker der skal holde bryllup på et slot i Frankrig. Det er også bare for sådan nogle som mig og Niclas der holder det på Spisehuset i Kødbyen. 

Tak Betina! 

(Kjolen er ikke sponsoreret men Betinas fantastiske hjælp er)