Når 2 ikke bliver til 3 


Niclas er min mand nu. Min elskede mand. Der er rigtig mange der har spurgt om vi skal til at have børn. 

Da vi mødte hinanden, blev kærester og siden forlovet talte vi selvfølgelig meget om vores fremtid. En fremtid med op og nedture, et liv med Sylvester og hen ad vejen kunne Sylvester få en lille bror eller lille søster.

Jeg har gerne ville have børn længe. Jeg er måske en af de få der altid har været fascineret af kvindekroppen. At være istand til at vokse et nyt, lille liv i maven. Også fødslen. Det er så vildt.

Jeg har glædet mig til selv at opleve det. Også fødslen. Det er super sejt og helt vildt.

Vi har drømt om det. Vi har talt om det. Vi har glædet os.

Før jul fik jeg min diagnose, en forklaring på hvorfor jeg i 10 år har haft problemer med leddene. Jeg går ofte med krykker, men gør stadig mit aller bedste for at have en god hverdag og bidrage både til vores lille familie men også til andre. Jeg prøver virkelig mit bedste.

Jeg har en svær grad af hypermobile led, som gør at det bliver invaliderende for mig. Jeg har funktionsnedsættelser, smerter som ofte fører til en enorm stor træthed.

Snart skal jeg starte på mit studie igen. Jeg håber at jeg kan gennemføre det og få et rigt arbejdsliv. Det vil jeg! 

Jeg vil vise at alle har ret til bevægelse og et godt forhold til sig selv og sin krop. Det er uanset om man er rask, handicappet, kronisk syg, overvægtig eller andet som ikke passer ind i Fitness Worlds seneste kampagne eller det typiske billede af sund og fit.

Men den her diagnose har også betydet at jeg må tage stilling til hvordan jeg kan klare livet. Hvordan jeg kan klare et arbejdsliv, familieliv med Sylvester og et kærlighedsliv med min mand med den her krop.

Niclas og jeg har haft mange lange, ærlige, tudende og hjerteskærende samtaler om børn. 

Vi har også truffet en beslutning om ikke at få børn. 

Med min krop er det nærmest fysisk og psykisk umuligt at få det hele til at gå op. Vi vælger os. Det vil være for hårdt for min krop. Ikke bare graviditeten (men også den da leddene bliver løsere under graviditet og det behøver jeg ikke rigtig mere af), men også det at have et spædbarn. At klare et arbejde med et lille barn. At have et liv med overskud. Det virker nærmest umuligt. Det er ikke noget vi ser for os. 

Jeg vil så gerne kunne være noget for Sylvester, Niclas, min familie og mine venner. Jeg vil gerne kunne passe et arbejde. At arbejde med bevægelse, mennesker der har brug for at genopdage glæden ved at have en krop. At slutte fred med skam, skyld og selvhad. Med min krop kræver det skiftende arbejdstider så jeg får tid til at hvile i løbet af dagen. 

Vi har valgt os. 

Mange vil måske sige vent og se. For os handler det ikke om at det måske engang, eventuelt, muligvis bliver muligt. “Man skal aldrig sige aldrig, agtigt”.

Men jo. Nogle gange skal man sige aldrig, hvis det giver dig en chance for at leve nu. Istedet for at vente med at leve til det sker. Vi har truffet et valg der passer vores familie, med den handicappet krop jeg er født med. 

Det er ikke fedt at tale om sygdom, handicap og en krop der ikke altid vil. Men det er nu engang sådan det er. Sådan jeg er født. Jeg må gøre det bedste med det jeg har. 

Hvis jeg sætter et barn i verden vil jeg ikke være i tvivl om jeg kan være noget for det. Jeg vil ikke falde med barnevognen og ikke kunne komme op. Jeg vil kunne gå rundt med mit barn. Jeg vil kunne lege med det på gulvet. Det er slet ikke altid jeg kan det. Det er ikke kun for min skyld, lige så meget for det ufødte barns skyld. Barnet som jeg ikke får i det her liv. Barnet som jeg vælger fra af ren kærlighed.

Det har været mit livs sværeste beslutning. Det har gjort ondt. Jeg har gået til psykolog. Jeg har grædt. Det har gjort virkelig ondt. Det vil det stadig til tider gøre.

Niclas og jeg har truffet en beslutning om ikke at få børn. At vælge os. Sylvester. Overskud. En mulighed for arbejde med en handicappet krop. 

Jeg deler det fordi ikke at kunne få børn når man gerne vil er en sorg. En kæmpe sorg. Jeg prøver at håndtere det så godt jeg kan.

Jo længere tid der går, jo nemmere har jeg det med beslutningen. Jo mere kan jeg se det er den rette beslutning. 

Det er en fælles beslutning. Det er vores beslutning. Jeg skriver ikke blogindlægget fordi beslutningen står til diskussion. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kommentere, men jeg beder dig om at gøre det med respekt for vores beslutning. 

Til dig derude som kæmper med det samme. Jeg sender uanede mængder af kærlighed. Du/i er ikke alene.

Kys! 

 

Advertisements

28 thoughts on “Når 2 ikke bliver til 3 

  1. Det er en hård og sej beslutning! Respekt for jer to fine mennesker.
    Jeg håber, min kommentar her er ok, for den er ment med de bedste intentioner: Hvad med adoption, er det en mulighed?
    Kh Eva

    • Hej Eva
      Det har vi selvfølgelig snakket om, men det handler ikke kun om graviditeten men også om at kunne være noget for et barn bagefter og få tingene til at hænge sammen. Det er svært med min krop.

      • Hej Nina. Respekt for din holdning. JeG vil lige fortælle dig min historie – i meget korte træk . 😊 jeg er født med spastisk lammelse så har også en krop der ikke vil som jeg . Måske enda i større grad end du. Jeg arbejder som pædagog i en børnehave. Har en dejlig datter på 10 år som jeg har været alene med størstedelen af hendes liv. Det er gået fantastisk . Jeg har gået tur med barnevognen. Jeg har båret på min datter jeg har leget med hende. Jeg har gjort alt det man skal og bør med sine børn . Måske nogle gange på en anderledes måde end flertallet – men alligevel 😊
        Det jeg vil sige er nogle gange er problemerne større i hovedet end i virkeligheden. – og skal jeg være helt ærlig ramte din kommentar om at kunne være noget for barnet mig også. Jeg har set dine videoer og du er ret mobil ifh mig 😊
        Håber ikke du ser min kommentar som kritik af nogen art.
        Mvh Didde

      • Hej Didde
        Det er bestemt ikke nogen kritik af hvordan andre mennesker lever deres liv og jeg er så sikker på at man sagtens kan være en virkelig fantastisk forælder og kunne mindre end jeg kan. Uden tvivl. Jeg har problemer med at falde og kunne gennemføre mit studie pt., så der er ret meget pres på i forvejen. Jeg tror bestemt ikke man skal sammenligne situationer og har alt muligt respekt for at du har fået et barn. Jeg synes det er super super sejt. Thumbs up til dig!

  2. Det er en frygtelig svær beslutning – og det er så svært at træffe en beslutning om noget så fantastisk som et barn ❤

    Jeg har, som dig, en masse smerter, bliver hurtigt udmattet, meget lavt funktionsniveau mv.
    Så har stået i samme dilemma som jer.
    Vi har en datter på 13 år. Vi ville så gerne give hende en søster/bror. Tænkte det igennem i lang tid og valgte at få et barn mere, som kom til verden da vores store datter var 8 år ❤
    Det var hårdt! Jeg gik helt ned med flaget, stress, mange flere smerter og manglende hvile, som er så vanvittig vigtigt.
    Jeg måtte ha hjælp af min mor, som troligt kom hver uge. Jeg måtte til psykolog på Smertecentret på sygehuset osv. Jeg gik helt ned.
    Jeg ville ALDRIG kunne undvære mine skønne piger, men havde jeg vidst hvor hårdt det blev, havde jeg nok ikke fået nr 2 (ja hårdt sagt, men det har intet at gøre med vores vidunderlige pige, men med mit helbred).

    Så kan sagtens følge jeres beslutning, og livet kan sagtens være vidunderligt alligevel. Solen, familie, gode venner, blomster, gåture, hygge, kærlighed ❤❤❤

    Du er modig du deler jeres tanker og beslutninger.
    Mange vil nok ikke forstå det, men pyt.
    Det er jeres liv ❤

  3. Det er meget stærkt og smukt skrevet. Ærligt.
    Jeg arbejder med folk der har mange handicaps, fysiske som psykiske, og mange af dem vælger at få børn, til trods for de ikke kan varetage et job på nedsat tid, og mange af dem vil ikke kunne gribe barnet hvis det falder mv. Flere af dem har faktisk fået fertilitetsbehandling via egen læge. Jeg kan godt unde dem at få børn, men som du skriver så må man også tænke på barnet. Og uden tvivl er det er svært beslutning. Men man må ikke være for selvisk. Jeg synes du er sej for at dele dette, i en verden hvor der er mange forventninger til os. Hatten af for din ærlighed, åbenhed og mod.

  4. Det er så stærkt og så modigt at du deler 💕 Jeg kan mærke din sårbarhed og den kærlighed du vælger til, som også hviler i en sorg i at vælge fra. Det er så forståeligt og det er så smukt at I har valgt kærligheden 💕 Niclas og Sylvester er så heldige 💕 Og du er ROCKER SEJ!!!

  5. Faldt lige over din blog, fantastisk indlæg.
    Min mand og jeg går selv med tanken, da jeg har en psykisk lidelse.
    Alle de overvejelser, alle de spørgsmål man får.
    Skal vi vælge kærligheden eller skal vi sætte alt på prøve. ♥️ glad for jeg ikke er den eneste der har de tanker.

  6. Det er vildt sejt og modigt af dig at dele. Jeg håber at det bliver nemmere for dig/jer, og at andre, der står i samme situation kan finde en genkendelse i det her 🙂 Alt godt til jer.

  7. Jeg lider af kronisk sygdom og har fået to børn med 16 års mellemrum. Jeg ventede så længe fordi min ældste betalte en stor pris pga min sygdom. Jeg troede jeg var blevet rask, og fik ønskebarn nr 2 for 5 år siden, men ak og ve, sygdommen kom tilbage med et BRØL og nu er jeg værre stillet end nogensinde. Endnu mere syg, endnu mere skrøbelig og endnu mere “lorte mor”. Ikke just opmuntrende kommentar, men skriver det for at bakke dig op i din beslutning.

    mange kærlige hilsener fra Sofie.

  8. De her store livsændrene valg kræver, at man tager stilling, vejer for og imod, bearbejder, er ambivalent osv osv Det handler netop om at tage den beslutning, der passer bedst til jeres familie. Og det lyder til, at der ligger mange dejlige oplevelser og venter på jer

  9. Svær beslutning. Men lev i fred med den. Er nysgerrig på at det nu er dine led der har voldt dig problemer ? Mente at du tidligere har skrevet at det skyldes en flåt ? Og at en test fra Tyskland påviste dette ? Alt godt til jer.

  10. Hvor er du sej.. Det er nemlig lige præcis af kærlighed til det ufødte barn.
    Jeg sidder som nybagt mor som 37årig og hypermobil i en mild grad, det har ikke været graviditeten der har voldt mig størst problemer(som jeg selv troede) men efterfølgende at få kroppen til at virke med ammegigt og andre udfordringer pga hormonændringerne i kroppen. Den største respekt til dig.

  11. Nina, du er fantastisk sej! Al respekt for din ærlighed og din evne til at holde humøret oppe, selv på dage hvor det hele lidt er noget lort.

    Jeg har kigget med i et stykke tid nu (især på instagram), og jeg misunder dig for dit skønne, ærlige, evigt-fremadseende og humoristiske væsen.
    DU redder dage hvor jeg har siddet derhjemme og følt verden sgu var lidt uretfærdig, for du har om noget mere at kæmpe med end mig, og du formår sgu altid at vende vrangen ud på det hele og finde dén ene lille positive ting der kan gøre dagen udholdelig.

    Tak fordi du deler.
    Fra en der aldrig kommer til at stå i den situation du står i, men som står med en baby, hvor tingene SLET ikke blev som den fantastiske forestilling jeg havde i mit hoved. (ikke til at starte med ihvertfald)
    Livet er nu dejligt alligevel også selvom det ikke nødvendigvis bliver som vi drømte om da vi var små, og som vi forestillede os.

    Al den medvind og god karma herfra. ❤

  12. Sej beslutning! For snart 11 år siden fravalgte vi også børn (dog ikke pga. sygdom), og man kan altså sagtens have et fantastisk liv alligevel 🙂 Og stooort tillykke med ægteskabet ❤ ❤ ❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s