Familien Maus


Jeg er selv opvokset med min mors mand Helge siden jeg var 2,5 og som jeg knuselsker. Det samme med min fars kone Jane.

Da jeg mødte Niclas mødte jeg også Sylvester. Han var dengang 7 år. Til næste forår holder vi en fælles 40-års fødselsdag. Så bliver han 10.

Jeg var overhovedet ikke forberedt på det liv jeg sagde ja til ved at sige ja til at være sammen med Niclas. Altså overhovedet ikke. Jeg havde været single i noget tid og nød friheden og den luksus det var kun at tænke på mig. Men så skete det, jeg blev forelsket og kunne ikke leve uden Niclas, så sådan blev det. Og det er jeg vildt glad for!

Vi har en 9/5 ordning hvor han er hos os i 9 dage. Det går rigtig godt.

Men. Og der er altså et men.

Det er ikke i forhold til Sylvester men mere i forhold til mig selv og mine tanker om at være den falske forælder.

Det er sådan en underlig følelse jeg har skulle vænne mig til. Fordi. Jeg er ikke rigtigt med i børneklubben, for det er ikke mit barn. Vi får aldrig vores eget barn men har Sylvester. Jeg har ikke været gravid og født et barn. Men alligevel har jeg Sylvester alene en del af tiden. Så jeg er en eller anden form for forældertype/voksentype. 

Jeg bliver frustreret og enormt usikker på om jeg nu gør det godt nok, om den måde jeg støtter Sylvester på er den bedste. Det er jo et kæmpe ansvar at få børn, også selvom du først har fået et 7-årigt barn ind i dit liv. Jeg er enormt opmærksom på hvordan jeg er “forælder”/voksen til Sylvester. For hvor er det bare vigtigt. Jeg er med til at forme et liv! Det synes jeg er noget af det Niclas og jeg har brugt mest tid på. De der snakke om at være forældre, og ikke bare forældre men forældre sammen. 

Hvilke værdier? Hvordan støtter vi ham bedst der hvor han er nu? Hvilke rutiner? Hvilke vaner? Hvordan man opdrager? Kærlighed. Svære ting. Hverdag. Sport. Madpakker og vasketøj.

Jeg er overrasket over hvor bekymret man kan være. Hvor ked af det jeg er hvis han ikke er glad. Hvor stolt og glad jeg er når jeg ser ham til gymnastik gøre nye ting og overvinde ting han tidligere har været bange for. Så sidder jeg som den stolteste soccermom og skjuler mine små tårer i øjnene og rapporterer live til faren.

Første gang han skulle gå hjem alene fra skole (vi bor meget tæt på skolen) så løb jeg efter ham og gemte mig bag buske og træer. Hahaha! Det var virkelig åndssvagt, men så lod jeg som om jeg kom hjem kort tid efter og Sylvester var vokset med 10 cm. 

Men det er altså mærkeligt. 

Jeg er ikke bare gift og vi er ikke unge med de unge. Jeg er gift og har også lidt et barn selvom det ikke er mit barn.

Måske det ikke helt giver mening, men det er en underlig følelse fordi man har et barn uden at have et barn.

Der har været mange følelser omkring det og mange lange snakke. Hvor meget må jeg blande mig i opdragelsen? Hvor meget må jeg blande mig i strukturen herhjemme? Hvor meget må jeg bestemme? Hvad med sovetider? Rutiner? Madpakker? Alt det der hverdagsfis. 

Det har Niclas og jeg haft enormt mange snakke om. Vi har fundet ud af at det er ting vi finder ud af sammen, hen ad vejen. Men at jeg også har lige så meget at skulle have sagt for det er også mit hjem. Det er vores alle sammens hjem.

Mest af alt er jeg stolt over det hjem vi alle sammen har fået skabt sammen. Store maus, mellem maus og lille maus. Vi er blevet vildt gode til at snakke sammen, alle sammen. Sylvester sagde at han synes det var så dejligt i vores maus-familie fordi vi passer på hinanden. Han følte sig rigtig meget passet på og det var en rigtig dejlig følelse. Der kom den skide allergi på spil igen, ej men der blev jeg virkelig rørt og tænkte at vi da måtte have gjort noget rigtigt. 

Om aftenen siger han at han elsker mig. Jeg får ikke lov at gå om morgenen før vi har krammet. Jeg elsker ham!

Det er hårdt. Frustrerende. Irriterende. Man bliver træt af sang 24/7. Det er nogle gange svært. Også selvom man er den falske forælder så går man igennem mange af de samme tanker og frustrationer som hvis man havde været der fra starten. Men åh. Det er altså også mere end det hele værd for manner hvor jeg elsker Sylvester og hans far. Selvom jeg aldrig får mit eget barn føler jeg mig enormt taknemlig for at have fået en Sylvester ind i min hverdag.

 Hurra for familien Maus! 

Hvad tænker du? Eller har du erfaringer du har lyst til at dele? 

Advertisements