Familien Maus


Jeg er selv opvokset med min mors mand Helge siden jeg var 2,5 og som jeg knuselsker. Det samme med min fars kone Jane.

Da jeg mødte Niclas mødte jeg også Sylvester. Han var dengang 7 år. Til næste forår holder vi en fælles 40-års fødselsdag. Så bliver han 10.

Jeg var overhovedet ikke forberedt på det liv jeg sagde ja til ved at sige ja til at være sammen med Niclas. Altså overhovedet ikke. Jeg havde været single i noget tid og nød friheden og den luksus det var kun at tænke på mig. Men så skete det, jeg blev forelsket og kunne ikke leve uden Niclas, så sådan blev det. Og det er jeg vildt glad for!

Vi har en 9/5 ordning hvor han er hos os i 9 dage. Det går rigtig godt.

Men. Og der er altså et men.

Det er ikke i forhold til Sylvester men mere i forhold til mig selv og mine tanker om at være den falske forælder.

Det er sådan en underlig følelse jeg har skulle vænne mig til. Fordi. Jeg er ikke rigtigt med i børneklubben, for det er ikke mit barn. Vi får aldrig vores eget barn men har Sylvester. Jeg har ikke været gravid og født et barn. Men alligevel har jeg Sylvester alene en del af tiden. Så jeg er en eller anden form for forældertype/voksentype. 

Jeg bliver frustreret og enormt usikker på om jeg nu gør det godt nok, om den måde jeg støtter Sylvester på er den bedste. Det er jo et kæmpe ansvar at få børn, også selvom du først har fået et 7-årigt barn ind i dit liv. Jeg er enormt opmærksom på hvordan jeg er “forælder”/voksen til Sylvester. For hvor er det bare vigtigt. Jeg er med til at forme et liv! Det synes jeg er noget af det Niclas og jeg har brugt mest tid på. De der snakke om at være forældre, og ikke bare forældre men forældre sammen. 

Hvilke værdier? Hvordan støtter vi ham bedst der hvor han er nu? Hvilke rutiner? Hvilke vaner? Hvordan man opdrager? Kærlighed. Svære ting. Hverdag. Sport. Madpakker og vasketøj.

Jeg er overrasket over hvor bekymret man kan være. Hvor ked af det jeg er hvis han ikke er glad. Hvor stolt og glad jeg er når jeg ser ham til gymnastik gøre nye ting og overvinde ting han tidligere har været bange for. Så sidder jeg som den stolteste soccermom og skjuler mine små tårer i øjnene og rapporterer live til faren.

Første gang han skulle gå hjem alene fra skole (vi bor meget tæt på skolen) så løb jeg efter ham og gemte mig bag buske og træer. Hahaha! Det var virkelig åndssvagt, men så lod jeg som om jeg kom hjem kort tid efter og Sylvester var vokset med 10 cm. 

Men det er altså mærkeligt. 

Jeg er ikke bare gift og vi er ikke unge med de unge. Jeg er gift og har også lidt et barn selvom det ikke er mit barn.

Måske det ikke helt giver mening, men det er en underlig følelse fordi man har et barn uden at have et barn.

Der har været mange følelser omkring det og mange lange snakke. Hvor meget må jeg blande mig i opdragelsen? Hvor meget må jeg blande mig i strukturen herhjemme? Hvor meget må jeg bestemme? Hvad med sovetider? Rutiner? Madpakker? Alt det der hverdagsfis. 

Det har Niclas og jeg haft enormt mange snakke om. Vi har fundet ud af at det er ting vi finder ud af sammen, hen ad vejen. Men at jeg også har lige så meget at skulle have sagt for det er også mit hjem. Det er vores alle sammens hjem.

Mest af alt er jeg stolt over det hjem vi alle sammen har fået skabt sammen. Store maus, mellem maus og lille maus. Vi er blevet vildt gode til at snakke sammen, alle sammen. Sylvester sagde at han synes det var så dejligt i vores maus-familie fordi vi passer på hinanden. Han følte sig rigtig meget passet på og det var en rigtig dejlig følelse. Der kom den skide allergi på spil igen, ej men der blev jeg virkelig rørt og tænkte at vi da måtte have gjort noget rigtigt. 

Om aftenen siger han at han elsker mig. Jeg får ikke lov at gå om morgenen før vi har krammet. Jeg elsker ham!

Det er hårdt. Frustrerende. Irriterende. Man bliver træt af sang 24/7. Det er nogle gange svært. Også selvom man er den falske forælder så går man igennem mange af de samme tanker og frustrationer som hvis man havde været der fra starten. Men åh. Det er altså også mere end det hele værd for manner hvor jeg elsker Sylvester og hans far. Selvom jeg aldrig får mit eget barn føler jeg mig enormt taknemlig for at have fået en Sylvester ind i min hverdag.

 Hurra for familien Maus! 

Hvad tænker du? Eller har du erfaringer du har lyst til at dele? 

Advertisements

18 thoughts on “Familien Maus

  1. Jeg synes det er så fantastisk at høre hvordan du håndterer At være den ekstra forælder/voksne!
    Jeg er selv skilsmissebarn i mine tyvere. Jeg har haft en ekstra voksen, min fars kone, siden jeg var 8år gammel og hun har aldrig formået at blive en ekstra forælder i mit liv og derfor vil jeg bare sende Big up! I din retning -for man kan aldrig få for meget kærlighed og støtte til børn i sammenbragte familier ❤

      • Jeg tænker at det i bund og grund handler om det engagement man ligger i det og hvilken aftale man laver med sin partner om barnet. Så det at du viser Sylvester alt den kærlighed gør dig til den ekstra forælder 🙂 I min opvækst har jeg boet med min fars kone og vi har været en del af samme hverdag, men der har altid været en form for afstand imellem os og derfor er hun i min optik blevet en ekstra voksen i mit liv, men jeg ser hende ikke som en ekstra forælder, da der aldrig rigtig har været udvist en familiær kærlighed for mig og min søster.
        Jeg håber det var et lille indblik 🙂

  2. Jeg kender alle de følelser du er og har været igennem.
    Jeg er selv bonus forældre 🙂
    Jeg har også truffet en beslutning om ikke kun at vælge min forlovet, men også vælge han skønne søn på 6 år
    Jeg har dog kun haft dem i mit liv i snart 1 1/2 år

    Jeg elsker Xavier hans søn og jeg elsker Martin min forlovet
    Og jeg fortryder ikke det valg jeg har truffet omkring at vælge ham og vælge dem 🙈

    Det er en hård tur at være igennem, også grundet vi stadig bakser ned samværs ordning og min forlovet for lov til at se sin egen søn end mere 3 timer hver anden søndag.

    Vi har også lange snakke om hvem der siger hvad til hans søn og hvem der træder til når han er trist, glad eller laver ballade

  3. Hvor er det bare rart at læse at jeg ikke er den eneste “bonus-mor” med de følelser. Det er virkelig frustrerende og skønt på samme tid. Jeg har haft(og har stadig;)) to skønne piger på 8 og 12 i i mit liv i snart 3 år og det er først nu jeg føler, jeg er ved at kende dem godt nok. Godt nok til at sige og gøre det rigtige i situationen. Og så det der med at jeg ingen erfaring har med børn i den alder, at jeg ikke kender dem så godt som deres forældre gør. Men alligevel efterhånden nogle gange godt nok til at jeg forstår dem. Det der med at være en voksen som ikke er mor, men er en omsorgsperson som kan være en ven for dem, og samtidig skulle kunne opdrage dem ordentligt. Prøve ting og “teorier” af og den ene dag virker det og den anden dag ikke.

    Det fylder så meget for mig, både i min krop og i mit sind. Føler mig som en forældre tit og andre dage føler jeg mig helt ved siden af. Især når den mindste kommer til at kalde mig mor, og mange gange har sagt at hun elsker mig, hvor den største stadig, nogle gange, er lidt tilbageholdende og samtidig er ved at komme i puberteten og lignEr mig MEGA meget, da jeg var teenager. Vi har 7/7 ordning.

  4. Jeg synes det er spændende at læse! Jeg står på den anden side, og er hende forælderen, der har barnet. Min datter er kun halvandet og jeg er lige kommet ind i et nyt forhold. Vi er netop igang med alle de snakke, sol det naturligvis kræver.
    Jeg synes det kan være svært, hvor meget man kan “kræve” af bonusforælderen – hvor meget er han selv interesseret, er han klar til den opgave det er, kan mit barn blive for meget osv. Der er rigtig mange tanker i det. Og mange snakke man bliver nødt til at have tidligt i ens kæreste-forhold.

    Tak fordi du deler dine tanker 🙂

    • Ja! Helt bestemt. Alle de tanker er der jo fra begge sider… Det kan jeg godt forstå. Jeg tror at Niclas og jeg sprang ud i det og besluttede ret hurtigt at det var det vi gjorde. Men ja, jeg tror også nøglen til det er løbende hele tiden at snakke om hvordan man har det 😊

  5. Hvor er det et skønt indlæg.
    Jeg er skilsmissebarn og mine far har haft 2 seriøse partnere siden mine forældres skilsmisse for 25 år siden.
    Den første var svær, da hun nok ikke helt havde forstået hvad “hele pakken” betød. Hun blev ikke kun kæreste med en mand, men en mand med 2 børn på 8 og 10 år.
    Hun havde selv ingen børn, men tror jeg på sin vis ikke havde gjort nogen forskel. Vi følte os ikke velkomne i hendes nærvær og der blev indført børnefri weekender, hvor vi ikke måtte komme forbi, trods at vi var et stenkast derfra og at det stadig var vores barndomshjem og alle legekammerater i nærheden.
    Min far har nu i dag en skøn kone og jeg ved hvor meget hun holder af os, også selvom vi er voksne og har vores eget liv og vi holder meget af hende.
    Det er så vigtigt med arregement og oprigtig interesse i barnet og får man en kæreste med barn får man også et barn der skal holdes af, trøstes, grines med, lave madpakke til osv.
    Og man bliver nok aldrig nr. 1. Men en vigtig voksen er forhåbentlig os ok.

    • Ja jeg er også glad for at vi fungerer som en familie, alle sammen. Men mine stedforældre har været mindst lige så vigtige for mig. Så det tror jeg er lidt individuelt. Men tak for at dele!

  6. Sys’ du lyder som den bedste bonus/ekstra mor man ku’ tænke sig ❤️
    Hatten af for at du rent faktisk kan sige at du elsker Sylvester 👍🏻
    Min kæreste har 2 drenge – jeg elsker dem ikke, men jeg holder enorm meget af dem, måske kommer jeg en dag til at elske dem, måske gør jeg ikke.
    I dag sagde en af dem til mig; det er som om at du er vores mor når vi er på weekend hos far – vidste ikke helt hvad jeg lige skulle sige til der – om det var godt eller dårligt, men vi fik os en lille snak om alt det med bonus/ekstra/sted forældre, og da vi kørte hjemad sagde min kæreste, kæft du gør det godt ❤️

    • Tusind tak! Det lyder da også som om du gør det fantastisk. Det er ikke altid nemt, og nogle gange en lidt svær rolle. Men lyder som i fik en god snak ud af det. Sejt ❤️

  7. Åh Nina, tak. ❤️ jeg er selv “med-forældre” “bonus, pap, eller hvordan man nu vil sige det” til to drenge. Og trods jeg ikke vil bytte for noget i verden.. Så er det pisse hamrende svært! De HAR jo en mor. En ganske sød en af slagsen, så den plads vil jeg aldrig ind og overtage.. Men når de så er hos os, stiller jeg også mig selv (og kæreste) det samme spørgsmål.. Hvor meget må jeg blande mig?? Det er spændende. For ingen håndterer dette ens. Og vi laver vores egne regler, får vores egne erfaringer og det er en oplevelse uden lige. Men jeg ville faktisk bare sige tak for dette indlæg. 🙂

  8. Jeg tænker, at du lyder totalt som en mor! Du har alle de usikkerheder, bekymringer, glæder, kram, omsorg osv., som en biologisk mor har. Han er vist heldig, han har dig.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s