Bevægeglæde 


Vi har alle en krop men hvor godt kender du din?

D. 12 november kl. 12-13.30 starter mit hold Bevægeglæde. 

Vi arbejder med 

  • Kropsbevidsthed
  • Nærvær 
  • Ro
  • Styrke 
  • Glæden ved at have en krop 
  • Bevæge muligheder 
  • Konkrete redskaber du kan bruge i hverdagen 
  • Refleksion gennem samtale 
  • Afspænding og meditation 

En tidligere deltager har så fint beskrevet det hun tog med sig:

“Kære Nina.

Det var en rigtig god oplevelse at være med på dit søndagshold. Jeg oplevede begge gange en lethed og tilfredshed ved bare at være tilstede, når jeg gik der fra. Og jeg sov fantastisk. Den måde du fik os til at bruge bevægelser på. Gav en ro og en accept i mit sind. Den ro er der sjældent ellers.

Jeg vil prøve, at tage det med i min hverdag. For eksempel som i dag, hvor vi har haft vanvittigt meget at se til på jobbet, og problemer der ikke bare var lige til at løse. Sådan en dag, er jeg altid trist og forvirret, og fyldt med følelsen, af jeg ikke gjorde det godt nok. Men jeg kunne ikke gøre mere. Det er et stort kaos. Jeg vil derfor kaste mig ud i lidt fri bevægelse, og give slip på det hele.

Det var sjovt, at igennem bevægelse blev der sat fokus på alle mine fjollede mønstre. 

Jeg fik fokus på, hvor meget jeg går op i om jeg passer ind i kassen. Men der var ingen kasse, så jeg måtte bygge min egen, der passede til mig. Det var en meget rar kasse at opholde sig i😉 Din afspænding var super dejlig. Sidste gang græd jeg, jeg blev meget rørt, for min krop har brug for den opmærksomhed den fik der. Normalt er det kun de steder jeg har smerter der for min opmærksomhed.” 

Holdet er for alle der har brug for konkrete redskaber til at arbejde med ro, nærvær og kropsbevidsthed. 

Holdet forløber over 4 søndage og koster 800kr. Det foregår inde i lækre lokaler hos Jorcks Studio.
Send en mail til qittoora@gmail.com hvis du skal have en plads.

Jeg glæder mig til at se dig.

– Nina

Advertisements

Familien Maus


Jeg er selv opvokset med min mors mand Helge siden jeg var 2,5 og som jeg knuselsker. Det samme med min fars kone Jane.

Da jeg mødte Niclas mødte jeg også Sylvester. Han var dengang 7 år. Til næste forår holder vi en fælles 40-års fødselsdag. Så bliver han 10.

Jeg var overhovedet ikke forberedt på det liv jeg sagde ja til ved at sige ja til at være sammen med Niclas. Altså overhovedet ikke. Jeg havde været single i noget tid og nød friheden og den luksus det var kun at tænke på mig. Men så skete det, jeg blev forelsket og kunne ikke leve uden Niclas, så sådan blev det. Og det er jeg vildt glad for!

Vi har en 9/5 ordning hvor han er hos os i 9 dage. Det går rigtig godt.

Men. Og der er altså et men.

Det er ikke i forhold til Sylvester men mere i forhold til mig selv og mine tanker om at være den falske forælder.

Det er sådan en underlig følelse jeg har skulle vænne mig til. Fordi. Jeg er ikke rigtigt med i børneklubben, for det er ikke mit barn. Vi får aldrig vores eget barn men har Sylvester. Jeg har ikke været gravid og født et barn. Men alligevel har jeg Sylvester alene en del af tiden. Så jeg er en eller anden form for forældertype/voksentype. 

Jeg bliver frustreret og enormt usikker på om jeg nu gør det godt nok, om den måde jeg støtter Sylvester på er den bedste. Det er jo et kæmpe ansvar at få børn, også selvom du først har fået et 7-årigt barn ind i dit liv. Jeg er enormt opmærksom på hvordan jeg er “forælder”/voksen til Sylvester. For hvor er det bare vigtigt. Jeg er med til at forme et liv! Det synes jeg er noget af det Niclas og jeg har brugt mest tid på. De der snakke om at være forældre, og ikke bare forældre men forældre sammen. 

Hvilke værdier? Hvordan støtter vi ham bedst der hvor han er nu? Hvilke rutiner? Hvilke vaner? Hvordan man opdrager? Kærlighed. Svære ting. Hverdag. Sport. Madpakker og vasketøj.

Jeg er overrasket over hvor bekymret man kan være. Hvor ked af det jeg er hvis han ikke er glad. Hvor stolt og glad jeg er når jeg ser ham til gymnastik gøre nye ting og overvinde ting han tidligere har været bange for. Så sidder jeg som den stolteste soccermom og skjuler mine små tårer i øjnene og rapporterer live til faren.

Første gang han skulle gå hjem alene fra skole (vi bor meget tæt på skolen) så løb jeg efter ham og gemte mig bag buske og træer. Hahaha! Det var virkelig åndssvagt, men så lod jeg som om jeg kom hjem kort tid efter og Sylvester var vokset med 10 cm. 

Men det er altså mærkeligt. 

Jeg er ikke bare gift og vi er ikke unge med de unge. Jeg er gift og har også lidt et barn selvom det ikke er mit barn.

Måske det ikke helt giver mening, men det er en underlig følelse fordi man har et barn uden at have et barn.

Der har været mange følelser omkring det og mange lange snakke. Hvor meget må jeg blande mig i opdragelsen? Hvor meget må jeg blande mig i strukturen herhjemme? Hvor meget må jeg bestemme? Hvad med sovetider? Rutiner? Madpakker? Alt det der hverdagsfis. 

Det har Niclas og jeg haft enormt mange snakke om. Vi har fundet ud af at det er ting vi finder ud af sammen, hen ad vejen. Men at jeg også har lige så meget at skulle have sagt for det er også mit hjem. Det er vores alle sammens hjem.

Mest af alt er jeg stolt over det hjem vi alle sammen har fået skabt sammen. Store maus, mellem maus og lille maus. Vi er blevet vildt gode til at snakke sammen, alle sammen. Sylvester sagde at han synes det var så dejligt i vores maus-familie fordi vi passer på hinanden. Han følte sig rigtig meget passet på og det var en rigtig dejlig følelse. Der kom den skide allergi på spil igen, ej men der blev jeg virkelig rørt og tænkte at vi da måtte have gjort noget rigtigt. 

Om aftenen siger han at han elsker mig. Jeg får ikke lov at gå om morgenen før vi har krammet. Jeg elsker ham!

Det er hårdt. Frustrerende. Irriterende. Man bliver træt af sang 24/7. Det er nogle gange svært. Også selvom man er den falske forælder så går man igennem mange af de samme tanker og frustrationer som hvis man havde været der fra starten. Men åh. Det er altså også mere end det hele værd for manner hvor jeg elsker Sylvester og hans far. Selvom jeg aldrig får mit eget barn føler jeg mig enormt taknemlig for at have fået en Sylvester ind i min hverdag.

 Hurra for familien Maus! 

Hvad tænker du? Eller har du erfaringer du har lyst til at dele? 

Hverdagssund bevægeglæde i oktober 


Har du brug for tid, nærvær og selvforkælelse?  

Jeg er nu klar med et lille hold der forløber sig over 4 søndage i oktober. Holdet er til dig der gerne vil lære dig selv og din krop bedre at kende. I den psykomotoriske træning arbejder vi med kropsbevidsthed, kropslig sansning, nysgerrighed, accept og at være med det der er. Det vil være en fysisk træning i kropsligt og mentalt nærvær. Træningen består bl.a. af fordybelse i bevægelse, en kobling fra det fysiske til det mentale gennem refleksion og så slutter vi af med en afspænding.
Holdet er for dig der trænger til mere nærvær i din krop. Måske du har brug for en pause fra tankemylder og gerne vil kunne være mere tilstede. Holdet er til dig der gerne vil skabe mere tillid til dig og din krop. Til dig der gerne vil lære dig selv bedre at kende. Til dig der gerne vil opdage nye bevægemuligheder eller sider i dig selv. Alle uanset tidligere erfaringer med bevægelse kan være med. Holdet starter 8. Oktober kl. 12 og varer 1,5 time. Det er et lille hold med plads til 8 mennesker, og det er først til mølle princippet. Det foregår i Jorcks Studio som ligger 5 min. fra Nørreport. Det koster 800kr. for alle 4 gange. Send en mail til qittoora@gmail.com hvis du vil være med.
Jeg glæder mig til at se dig.

Er du i tvivl?


Den dag idag har jeg et liv som jeg virkelig elsker og holder af. Men sådan har det ikke altid været. I mange år skammede jeg mig. Jeg havde mareridt. Jeg følte mig alene. Jeg mistede livsmod. Jeg ønskede ikke at leve. Jeg blev voldtaget. Av. Jeg fik også hjælp. Det har været helt essentielt for at jeg kunne få det bedre. Hjælp og støtte. 

Efter overgrebet skete og jeg løb væk, så stod jeg på gaden og vidste ikke hvad der var sket. Jeg var i tvivl. For det skete ikke i mørk gyde af en mand jeg ikke kendte. Jeg kendte ham. 

Jeg mødtes med min søster og hendes kæreste som tog mig med hen til Center for voldtægtsofre. Også selvom jeg havde svært ved det og ikke ville, for så var det pludseligt virkeligt. De insisterede kærligt med muligheden for at vi altid kunne gå igen og jeg gjorde det. 

Jeg blev undersøgt, fik slået fast at jeg havde været ude for et overgreb og fik et tilbud om hjælp. Psykologhjælp. 

Mange voldtægtsofre tvivler. Mange ofre skammer sig. Mange ofre deler det ikke med nogen og ender alene med tvivlen, skammen og skylden. Det håber jeg så inderligt vi kan få lavet om på. Det er nemlig hverken din skyld eller skam! 

Vidste du f.eks. at der i 2016 blev anmeldt 744 voldtægter. Tallet vurderes til at være omkring 4.700. Hvis ikke mere. For man ved det ikke præcist, da ofre ofte ender alene. Størstedelen af voldtægter bliver begået af en man kender i forvejen. 

Jeg var heldig at have nogen der kærligt tog mig under armen og insisterede på at jeg fik den hjælp jeg havde brug for. Hvis du sidder alene og er i tvivl, så håber jeg at dette kan være en kærlig men insisterende under-armen-støtte ❤️ For du fortjener så meget kærlighed, støtte og hjælp. 

Du er ikke alene. 

Der er 9 centre for voldtægtsofre på hospitaler rundt om i hele landet. Man kan få hjælp på centrene både lige efter overgrebet, og hvis der er gået måneder eller år. Man behøver hverken anmelde sin oplevelse til politiet eller have en henvisning fra lægen, og hjælpen koster ikke noget. Du er ikke alene i det her. Livet kan blive godt igen, men det kræver at du får den hjælp du har brug for. 
Alt kærlighed og støtte til dig ❤️
Læs mere her.

Når 2 ikke bliver til 3 


Niclas er min mand nu. Min elskede mand. Der er rigtig mange der har spurgt om vi skal til at have børn. 

Da vi mødte hinanden, blev kærester og siden forlovet talte vi selvfølgelig meget om vores fremtid. En fremtid med op og nedture, et liv med Sylvester og hen ad vejen kunne Sylvester få en lille bror eller lille søster.

Jeg har gerne ville have børn længe. Jeg er måske en af de få der altid har været fascineret af kvindekroppen. At være istand til at vokse et nyt, lille liv i maven. Også fødslen. Det er så vildt.

Jeg har glædet mig til selv at opleve det. Også fødslen. Det er super sejt og helt vildt.

Vi har drømt om det. Vi har talt om det. Vi har glædet os.

Før jul fik jeg min diagnose, en forklaring på hvorfor jeg i 10 år har haft problemer med leddene. Jeg går ofte med krykker, men gør stadig mit aller bedste for at have en god hverdag og bidrage både til vores lille familie men også til andre. Jeg prøver virkelig mit bedste.

Jeg har en svær grad af hypermobile led, som gør at det bliver invaliderende for mig. Jeg har funktionsnedsættelser, smerter som ofte fører til en enorm stor træthed.

Snart skal jeg starte på mit studie igen. Jeg håber at jeg kan gennemføre det og få et rigt arbejdsliv. Det vil jeg! 

Jeg vil vise at alle har ret til bevægelse og et godt forhold til sig selv og sin krop. Det er uanset om man er rask, handicappet, kronisk syg, overvægtig eller andet som ikke passer ind i Fitness Worlds seneste kampagne eller det typiske billede af sund og fit.

Men den her diagnose har også betydet at jeg må tage stilling til hvordan jeg kan klare livet. Hvordan jeg kan klare et arbejdsliv, familieliv med Sylvester og et kærlighedsliv med min mand med den her krop.

Niclas og jeg har haft mange lange, ærlige, tudende og hjerteskærende samtaler om børn. 

Vi har også truffet en beslutning om ikke at få børn. 

Med min krop er det nærmest fysisk og psykisk umuligt at få det hele til at gå op. Vi vælger os. Det vil være for hårdt for min krop. Ikke bare graviditeten (men også den da leddene bliver løsere under graviditet og det behøver jeg ikke rigtig mere af), men også det at have et spædbarn. At klare et arbejde med et lille barn. At have et liv med overskud. Det virker nærmest umuligt. Det er ikke noget vi ser for os. 

Jeg vil så gerne kunne være noget for Sylvester, Niclas, min familie og mine venner. Jeg vil gerne kunne passe et arbejde. At arbejde med bevægelse, mennesker der har brug for at genopdage glæden ved at have en krop. At slutte fred med skam, skyld og selvhad. Med min krop kræver det skiftende arbejdstider så jeg får tid til at hvile i løbet af dagen. 

Vi har valgt os. 

Mange vil måske sige vent og se. For os handler det ikke om at det måske engang, eventuelt, muligvis bliver muligt. “Man skal aldrig sige aldrig, agtigt”.

Men jo. Nogle gange skal man sige aldrig, hvis det giver dig en chance for at leve nu. Istedet for at vente med at leve til det sker. Vi har truffet et valg der passer vores familie, med den handicappet krop jeg er født med. 

Det er ikke fedt at tale om sygdom, handicap og en krop der ikke altid vil. Men det er nu engang sådan det er. Sådan jeg er født. Jeg må gøre det bedste med det jeg har. 

Hvis jeg sætter et barn i verden vil jeg ikke være i tvivl om jeg kan være noget for det. Jeg vil ikke falde med barnevognen og ikke kunne komme op. Jeg vil kunne gå rundt med mit barn. Jeg vil kunne lege med det på gulvet. Det er slet ikke altid jeg kan det. Det er ikke kun for min skyld, lige så meget for det ufødte barns skyld. Barnet som jeg ikke får i det her liv. Barnet som jeg vælger fra af ren kærlighed.

Det har været mit livs sværeste beslutning. Det har gjort ondt. Jeg har gået til psykolog. Jeg har grædt. Det har gjort virkelig ondt. Det vil det stadig til tider gøre.

Niclas og jeg har truffet en beslutning om ikke at få børn. At vælge os. Sylvester. Overskud. En mulighed for arbejde med en handicappet krop. 

Jeg deler det fordi ikke at kunne få børn når man gerne vil er en sorg. En kæmpe sorg. Jeg prøver at håndtere det så godt jeg kan.

Jo længere tid der går, jo nemmere har jeg det med beslutningen. Jo mere kan jeg se det er den rette beslutning. 

Det er en fælles beslutning. Det er vores beslutning. Jeg skriver ikke blogindlægget fordi beslutningen står til diskussion. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kommentere, men jeg beder dig om at gøre det med respekt for vores beslutning. 

Til dig derude som kæmper med det samme. Jeg sender uanede mængder af kærlighed. Du/i er ikke alene.

Kys! 

 

Mand og kone 


D. 01.04.17 sagde Niclas og jeg ja til hinanden i Stefanskirken på Nørrebro. Vores præst hed Pernille og var så god og sød. Jeg er hverken blevet døbt eller konfirmeret. Men Pernille gjorde det så fint og jeg følte mig så velkommen. Vi valgte Stefanskirken da det er den kirke vi bedst kan relatere til. Det er en kirke for alle. Det er en kirke for homoseksuelle, de har inviteret til ramadan, for folk der sørger eller glædes. Og! Så har de virkelig skønt gospelkor jeg har været en del af engang. 

Stefanskirken er for alle og Pernille er fantastisk!

Dagen startede med at min søde svigermor kom og satte mit hår, så kom min veninde Lonni og ordnede min makeup. Så fik jeg besøg af to af mine fantastiske venner, Thomas som skulle føre mig op og Nanna som kom med champagne og knus. 

Det var helt perfekt, men lige pludselig blev jeg også nervøs. Eller rettere sagt spændt. 

Dagen var kommet hvor jeg skulle sige et for evigt ja til min elskede mand. Manden der får mig til at grine hver dag fordi han er så åndssvag, manden der får mig til at føle mig elsket uanset hvad, manden der forstår og tilgiver, manden der samler mig op når jeg ikke kan gå, manden kysser mig så fantastisk dejligt at jeg bliver blød i knæene, manden med de øjne jeg kan blive ved med at kigge ind i for evigt, manden der har en stemme som gør at jeg føler mig hjemme, manden som jeg har skabt et liv og et hjem med, manden hvor jeg hører til i verden, manden der er min bedste ven, min elsker. 

Niclas, min mand.

Det var den smukkeste dag med de dejligste gæster og den skønneste fest. Jeg kunne ikke være gladere! Det var helt specielt i kirken og jeg græd allerede inden jeg gik ind. 





Vi fik hjælp fra Betina, så det hele klappede og det gjorde det virkelig!

Efter vielsen tog vi hen til glyptoteket og fik taget billeder. Bagefter gik vi ned i Spisehuset til vores gæster som var klar med bobler og kærlighed. 



Niclas havde valgt den smukke smukke brudebuket. Den var helt perfekt, så yndig, fin, naturlig og helt perfekt. Blomsterne var fra Blomsterskuret.

Spisehuset blev vi modtaget af vores fantastisk dejlige gæster der sad udenfor og nød solen. Vi var så heldige med vejret!


Efter brylluppet tog vi på Hotel Kong Arthur, hvilket vi bestemt ikke fortryder! Vi havde to overnatninger med det lækreste hotelværelse, med jacuzzi, økologisk morgenmad, adgang til Ni’mat spa og de sødeste mennesker!

En lidt sjov historie er at vi ankom kl. 3 om natten, havde glemt natmaden til brylluppet. De havde ikke noget mad kl. 3, for hvem har det. Vi gik op på værelset og ham der stod i receptionen ringede op til vores værelse og tilbød os p-mad (personale mad). Det var så sødt og virkelig noget man kalder service!!

Vi har bestemt ikke fortrudt at vi valgte Hotel Kong Arthur til vores bryllupsnat. Det er bestemt ikke sidste gang vi skal derhen! 


Alle de fantastiske billeder blev taget af Rye & Aamand. Billeder der for evigt vil være nogle virkelig skønne minder af en fantastisk dag med de dejligste mennesker.

Det var uden tvivl den bedste dag i mit liv og jeg nyder at være Niclas’ lille kone. Så meget! 
Tusind tak til Betina. Til alle der gjorde drømme brylluppet muligt på kun 2 mdr. 

Tak til vores venner og familier der har hjulpet. Tak fordi i er så pisse dejlige og var med til at fejre kærlighed. Ikke bare vores men den vi helt bestemt kunne mærke igennem hele dagen blandt os alle.

Tusind tak for alle der har læst med, tak for jeres hilsner, hjerter og kommentarer! Virkelig. Det har vi været så glade for.
Lad os alle fejre kærlighed noget mere. Ikke bare den til din partner, men den til din mor, far, søster, bror, til dine venner, dine nærmeste, moren der har et skrigende barn i Netto kl. 16.30 en fredag, dem vi ikke har mødt endnu, ham der har brug for et smil i metroen, dem der er ensomme, der er flygtet fra krig og rædsler, dem der har brug for det. Det har vi alle!

Kærlighed vinder. Altid. 


– Niclas og Nina 

(Sponsoreret, sådan noget af det) 

Det perfekte liv


Der var en der skrev til mig for nyligt at mit liv virkede helt perfekt. Det var selvfølgelig sødt. Men lad os lige være lidt realistiske et kort øjeblik.

Det er hvad det er. 
Jeg har en krop der ikke fungerer aka. handiliv, en helt masse ting jeg ikke kan hver dag, smerter hver dag, indenfor den sidste måned er der 4 tæer og en finger der har rykket ud af led, bekymringer over hvordan filans man nu klarer livet som handi, en mor med cancer… tro mig, der er masser at tage fat på. 
Jeg har til gengæld også de fedeste krykker som matcher min vielsesring, en phat ass, en sindssygt lækker og fantastisk mand (og jo vi skændes også som alle andre i verden gør) som har det dejligste barn, venner og familie som er der når jeg tuder og ikke kan overskue handilivet… Tro mig, det er ikke altid nemt. Men jeg prøver. Jeg er ikke blevet givet de bedste odds fra starten. 
Til gengæld har jeg de bedste mennesker omkring mig og en numse der er lavet af træning, ost og vin. Det virker de fleste dage. Andre dage ligger jeg i sengen og tuder. Sådan er det vist for de fleste af os… 
Idag har jeg feber på 3. dagen, har ikke været i bad og fryser/sveder under dynen. 
Så ro på, det er sikkert skide fint det du gør, også selvom du ikke bliver båret en af lyserød enhjørning der skider regnbuer 🌈