Den perfekte motionsform er…

… den du får gjort og har det sjovt med!

På et tidspunkt var jeg ret overbevist om at det der med træning måtte have én formel.
En perfekt måde at gøre tingene på. Jeg tænkte at tung styrketræning var den eneste vej frem. 

Jeg glemte bare at kigge i forhold til sundhed. Flere aspekter af sundhed. Fordi i forhold til sundhed er der super mange fordele ved tung styrketræning. Det er der også ved mange andre ting. Bevægelse generelt set. 

Nu kan jeg p.g.a. mine led ikke altid styrketræne. Mit fokus i forhold til træning ligger i at have det sjovt, bevare min motivation, bevæge kroppen under de omstændigheder der er og opleve glæde ved at bevæge mig på alle mulige måder.

Det er dumt, når nu man har en krop der begrænser en, også at lade sig begrænse af sine overbevisninger.

Jeg fandt ud af at, i modsætning til tidligere hvor fokus var på tyndere og vildere, så motiverer det mig mere at lege mere og være mere undersøgende. 

Idag træner jeg med kettlebells. Imorgen skal jeg til pilates hvor jeg også starter på deres uddannelse om lidt (læs mere her). Nogle dage svømmer jeg og andre dage går jeg ture.

Jeg fik tilbuddet om at springe med på uddannelse tidligere men var ikke klar. Pilates var jo ikke styrketræning eller mine elskede kettlebell træninger. 

Det krævede at jeg droppede nogle tidligere overbevisninger om en retning og i stedet forholde mig til min krop og hvad den har brug for.

Pilates hjælper mig faktisk. Det har jeg måtte sande. En af de første gange fik jeg tårer i øjnene fordi jeg indså hvor skadet min krop er efter 10 års ledproblemer.

Netop derfor føler jeg at den her nyopdagede tilgang virkelig kommer til at gavne mig. 

Jeg oplever også at pilates styrker mig i forhold til min anden træning. Det er jo samme krop, og ved at styrke den på forskellige måder med respekt for hvor den er idag oplever jeg at den kan flere ting!

Det er ikke fordi der er noget dårligt ved at være en der løfter tungt, løber marathon eller uandet i én retning.

Det handler om at jeg, ved at fjerne mine begrænsninger, får bevæget mig mere med større glæde.

Mega win! 

Måske inspiration til dig der sidder lidt fast. Måske du ikke behøver droppe din gamle træning men mine det lidt?

Om at turde sørge og være bange


Jeg har, som i ved, nogle problematikker med mine ben som gør at jeg har dage hvor jeg ikke kan gå men skal bruge krykker.

Indtil nu har jeg set muligheder og prøvet at være optimistisk. Det er ikke fordi jeg ikke vil det længere… Eller det ikke er mig. Men jeg vil også øve mig i at turde sørge. Turde sige at det faktisk er svært. At det er et tab at miste evnen til at kunne forskellige ting. 

For det er svært. Det er svært i forhold til min profession, i forhold til tankerne om fremtiden, i forhold til mit sociale liv, i forhold til om jeg vil kunne få børn og være en god mor… Der er mange ting der skræmmer mig. 

Meget af det er tanker. Tanker jeg ved er tanker, men en stor portion er også realitet. For realiteten er at jeg går med krykker til tider, har mange smerter og har  funktionsnedsættelser. 

Det vil ikke stoppe mig i at skabe et dejligt liv. Et liv fyldt med bevægelse, glæde og kærlighed. Men. Det betyder bare heller ikke at jeg ikke kan sige højt at det også er svært.

Heldigvis behøver det ene ikke at udelukke det andet. Det er tit og ofte at når man tør at anerkende sin situation hvadenten det er en sorg eller noget andet, så bliver det ikke så farligt at have med at gøre og så skifter det hurtigere form.

Så ja. Det er svært. Men jeg ved også at godt kan. Jeg ved at alting altid løser sig. Heldigvis. 

Det sværeste er ikke altid hvordan man har det, men følelserne/tankerne omkring hvordan man har det.

Personlig træner på krykker?

Jeg er psykomotorisk personlig træner og er ved at færdiggøre min bachelor som psykomotorisk terapeut (når jeg ikke er sygemeldt). Meget af det jeg laver omhandler bevægelse. Bevægelse og psyken der spiller sammen. 
Jeg synes det er vildt interessant at se på hvordan mine klienter kan finde deres vej til et sundere og ikke mindst gladere liv.

Der er bare lige den lille ting at jeg på 10. år har problemer med mine led, specielt mine ben. Jeg har en test fra Tyskland (der ikke er gældende herhjemme) som siger jeg har borrelia. I Danmark har de tidligere kunne se arvæv/fortykkelse i hofteleddet… Ergo. Der er noget, men de ved det ikke helt.

Nu prøver vi endnu engang at finde ud af hvad det er. Mine led føles som cement og det føles som om at nogen har sat strøm til nerverne i mine ben. Det forstyrrer min søvn og resulterer i at jeg til tider går med krykker.

Jeg synes jeg prøver at forholde mig positivt og er ikke i tvivl om at jeg sagtens kan få et dejligt liv alligevel, for det har jeg allerede.

Men hvordan fungerer det så at være personlig træner og med tiden psykomotorisk terapeut som går med krykker? Det spørgsmål kan jeg da godt stille mig selv og være lidt bange for… For kan man det?

Ja man kan. Jeg tror på jeg sagtens kan være en dygtig træner og psykomotorisk terapeut, også selvom jeg går med krykker. 

Jeg ved en masse fra mine studier, jeg har selv trænet i mange år på den måde der nu var mulig. Jeg tænker at se muligheder fremfor forhindringer… Livet skal nok give mig forhindringer nok. 

Folk har brug for forskellige slags personlige trænere, coaches osv. alt efter hvor de er i livet. 

Selvfølgelig kan jeg godt blive skide bange. Og det er da også svært til tider, specielt på dage hvor jeg ikke kan gå… Jeg ved ikke om det nogensinde bliver bedre, men jeg må så bare få det bedste ud af det.

Jeg har et dejligt liv. Det er ikke som mange andres, men det er jo også ligemeget. For ingen går igennem det samme. 

Jeg tror på at man kan det man vil. Det betyder ikke det nødvendigvis er nemt, men selvom kroppen ikke virker optimalt kan man sagtens få et dejligt liv og gøre det man drømmer om.

Forhåbentlig et lille håb til dig der måske tvivler på om du kan. 

Jeg hepper på dig! 

Alle har ret til ikke at lade sig begrænse….


Tit får jeg af vide at jeg har en rigtig kvindekrop. Det er sødt ment, det ved jeg. Jeg går ud fra det er fordi jeg har former (hvad end det så betyder). 

Min pointe er at jeg har én slags krop som ser sådan ud når jeg har det godt. Det er ikke det rigtige. Der findes nemlig ikke noget rigtigt, ingen rigtig kvindekrop eller mandekrop. Vi er bare pisse meget alle sammen forskellige. Og det er så fint. 

Jeg har lige snakket med søde Aicha og vi skal filme nogle spændende ting til Zizzi på tirsdag. Og jeg glæder mig. 

De ting jeg snakker om i forhold til sundhed, kropsidealer, selvkærlighed, egenomsorg, at passe godt på sig selv og være stolt! Det gælder alle. Ikke kun plussize, men også tynde kvinder, mellem agtige størrelser, større kvinder. Det gælder alle slags kvinder og mænd. Unge og gamle. 

Alle har ret til ikke at lade sig begrænse men nyde livet fuldt ud. 

Fraklip


Sociale medier og det billede man skaber af sig selv… Ja. Jeg har lagt mindre flatterende billeder op før, men nu får i dem igen og flere til.

Ro på. Du gør det skidegodt! Alle er helt normale og sociale medier er som regel sådan som man gerne vil se ud, men som man ofte aka. meget sjældent aka. stort set aldrig, overhovedet faktisk slet ikke gør. 

News flash! We are all human beings. 

1. Niclas der tager billeder af hyggelig morgenmad og jeg (og vores mad!) bliver angrebet af hvepse.


2. Snap billeder til sine venner


3. Nærmest daglige billeder til min søster. Her et smukt eksempel på en dejlig strandtur.


4. Sådan som man egentlig ser ud når man har hjemme forkælelse 


5. Når ens venner er super dårlige fotografer og du gerne vil lægge et lækkert sommerbillede op.


6. Når du lige har fået en ansigtsbehandling og sovet.


7. Når du skal se naturlig og sød ud

8. Når du er fuld og glad og øjnene forsvinder.

8. Når du ikke ved at andre tager billeder og du har gang i en seriøs shakedown.

9. Når du tager et billede for at se om din mascara er løbet under cykelturen.


10. Når lyset og din pose spiller – eller ikke spiller.

Hvordan klarer man krise?


Jeg har selv stået i forskellige kriser i mit liv. Det er ikke rart, men det er heller ikke unormalt. Der er ingen facitlister, men jeg tænkt lidt over hvad der har virket for mig.

Mange skriver hvordan jeg klarer den, og det gør jeg fordi der jo ikke er et alternativ. Der findes desværre ingen pauseknap (selvom den godt kunne bruges!)

Jeg har dage hvor jeg holder hovedet højt, tror på det bedste og hiver mig selv op. 

Så er der dage hvor jeg græder i sengen. Sådan helt inderligt og tungt. 

Der er dage hvor jeg råber lort og er sur.

Så er der dage hvor jeg ikke tænker over det.

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Jeg tror det vigtigste er at give dig selv plads. Plads til at springe den træning over og tage en lur på sofaen, plads at træne hårdt, plads til de der farlige følelser som egentlig er super irriterende men som er der.

Du gør det skide godt under de omstændigheder der er! Virkelig. Også selvom det ikke altid virker sådan. Så er det sådan. 

Igen, så tror jeg at du skal sænke forventningerne til hvad du skal og ikke skal. Du skal kun det der føles rart, behageligt og dejligt for dig.

Hvis du er i tvivl, så stil dig selv spørgsmålet “føles det godt i maven?”. Hvis ja, gør det. Hvis nej, så sig til veninden i må ses en anden dag og put under dynen. 

Jeg har prøvet at lave en liste over ting der har hjulpet mig igennem kriser:

  • Søvn! Masser af søvn og hvile
  • Venner, veninder og familie. Der er ikke noget i vejen med at bede om hjælp.
  • Træning. Træning tilpasset mit humør og overskud.
  • Lange gåture i naturen. Naturen kan bare noget!
  • Kram. Det virker. 
  • Forkælelse. Ansigtsbehandling (fik for nyligt en hos Bodyimage), massage, lange bade, fodbad – you name it. Lidt forkælelse og nus hjælper altid.
  • Rødvin med veninder.
  • Tudeture. 
  • At lave ting der handler om noget andet. Biografen, netflix eller en god bog. (Elsker selv Planetariet!!)
  • Vid at der er en ny dag imorgen og jeg gør mit aller aller bedste.
  • Minder mig selv om gode og rare ting før jeg skal sove.

Kriser kan virke forfærdelige og er det også. Det er desværre en del af livet, og betyder at man må få det bedste ud af det der er. 

Så klap lige dig selv på skulderen! Er sikker på du gør det SÅ godt.

Jeg hepper på dig. 

Nogle gange bliver jeg så træt


Jeg har brugt flere år på at skrive om kropsidealer, forventningspres og det faktum at alle kroppe er okay. 

Ærlig talt bliver jeg træt af det til tider. Jeg bliver træt af det fordi det er en selvfølge i mit hoved at alle uanset størrelse og udformning er lige accepteret. Det er en selvfølge at alle fortjener respekt. Det er en selvfølge at alle har ret til at være lige præcis den de er. Det er en selvfølge at vi alle der forskellige ud, nogle er større end andre, nogle har fregner, nogle har sixpack, nogle har deller på ryggen… And so it continues. 
Jeg blev interviewet imorges til Woman omkring dengang jeg blev voldtaget og vejede 30 kilo mere. Der er ingenting at skamme sig over. Overvægt er ikke noget at skamme sig over. Skam og onde blikke har aldrig ført til forandring eller et gladere liv. Derfor bliver jeg ved med at snakke om det, for det er mere aktuelt end nogensinde… 
Jeg bliver ked af det når 10-årige piger skriver de er kede af deres krop, det gør jeg også når voksne kvinder gør det og også når mænd skriver det. 
Derfor holder jeg foredrag d. 14. august, fordi livet er for kort til at gå og være ked af sig selv. Du er sikkert pisse lækker, super dejlig, klog, sjov, omsorgsfuld og alt muligt andet.
Tjek linket her og få din billet. Jeg glæder mig til at se dig!
God weekend!