Er du i tvivl?


Den dag idag har jeg et liv som jeg virkelig elsker og holder af. Men sådan har det ikke altid været. I mange år skammede jeg mig. Jeg havde mareridt. Jeg følte mig alene. Jeg mistede livsmod. Jeg ønskede ikke at leve. Jeg blev voldtaget. Av. Jeg fik også hjælp. Det har været helt essentielt for at jeg kunne få det bedre. Hjælp og støtte. 

Efter overgrebet skete og jeg løb væk, så stod jeg på gaden og vidste ikke hvad der var sket. Jeg var i tvivl. For det skete ikke i mørk gyde af en mand jeg ikke kendte. Jeg kendte ham. 

Jeg mødtes med min søster og hendes kæreste som tog mig med hen til Center for voldtægtsofre. Også selvom jeg havde svært ved det og ikke ville, for så var det pludseligt virkeligt. De insisterede kærligt med muligheden for at vi altid kunne gå igen og jeg gjorde det. 

Jeg blev undersøgt, fik slået fast at jeg havde været ude for et overgreb og fik et tilbud om hjælp. Psykologhjælp. 

Mange voldtægtsofre tvivler. Mange ofre skammer sig. Mange ofre deler det ikke med nogen og ender alene med tvivlen, skammen og skylden. Det håber jeg så inderligt vi kan få lavet om på. Det er nemlig hverken din skyld eller skam! 

Vidste du f.eks. at der i 2016 blev anmeldt 744 voldtægter. Tallet vurderes til at være omkring 4.700. Hvis ikke mere. For man ved det ikke præcist, da ofre ofte ender alene. Størstedelen af voldtægter bliver begået af en man kender i forvejen. 

Jeg var heldig at have nogen der kærligt tog mig under armen og insisterede på at jeg fik den hjælp jeg havde brug for. Hvis du sidder alene og er i tvivl, så håber jeg at dette kan være en kærlig men insisterende under-armen-støtte ❤️ For du fortjener så meget kærlighed, støtte og hjælp. 

Du er ikke alene. 

Der er 9 centre for voldtægtsofre på hospitaler rundt om i hele landet. Man kan få hjælp på centrene både lige efter overgrebet, og hvis der er gået måneder eller år. Man behøver hverken anmelde sin oplevelse til politiet eller have en henvisning fra lægen, og hjælpen koster ikke noget. Du er ikke alene i det her. Livet kan blive godt igen, men det kræver at du får den hjælp du har brug for. 
Alt kærlighed og støtte til dig ❤️
Læs mere her.

Når 2 ikke bliver til 3 


Niclas er min mand nu. Min elskede mand. Der er rigtig mange der har spurgt om vi skal til at have børn. 

Da vi mødte hinanden, blev kærester og siden forlovet talte vi selvfølgelig meget om vores fremtid. En fremtid med op og nedture, et liv med Sylvester og hen ad vejen kunne Sylvester få en lille bror eller lille søster.

Jeg har gerne ville have børn længe. Jeg er måske en af de få der altid har været fascineret af kvindekroppen. At være istand til at vokse et nyt, lille liv i maven. Også fødslen. Det er så vildt.

Jeg har glædet mig til selv at opleve det. Også fødslen. Det er super sejt og helt vildt.

Vi har drømt om det. Vi har talt om det. Vi har glædet os.

Før jul fik jeg min diagnose, en forklaring på hvorfor jeg i 10 år har haft problemer med leddene. Jeg går ofte med krykker, men gør stadig mit aller bedste for at have en god hverdag og bidrage både til vores lille familie men også til andre. Jeg prøver virkelig mit bedste.

Jeg har en svær grad af hypermobile led, som gør at det bliver invaliderende for mig. Jeg har funktionsnedsættelser, smerter som ofte fører til en enorm stor træthed.

Snart skal jeg starte på mit studie igen. Jeg håber at jeg kan gennemføre det og få et rigt arbejdsliv. Det vil jeg! 

Jeg vil vise at alle har ret til bevægelse og et godt forhold til sig selv og sin krop. Det er uanset om man er rask, handicappet, kronisk syg, overvægtig eller andet som ikke passer ind i Fitness Worlds seneste kampagne eller det typiske billede af sund og fit.

Men den her diagnose har også betydet at jeg må tage stilling til hvordan jeg kan klare livet. Hvordan jeg kan klare et arbejdsliv, familieliv med Sylvester og et kærlighedsliv med min mand med den her krop.

Niclas og jeg har haft mange lange, ærlige, tudende og hjerteskærende samtaler om børn. 

Vi har også truffet en beslutning om ikke at få børn. 

Med min krop er det nærmest fysisk og psykisk umuligt at få det hele til at gå op. Vi vælger os. Det vil være for hårdt for min krop. Ikke bare graviditeten (men også den da leddene bliver løsere under graviditet og det behøver jeg ikke rigtig mere af), men også det at have et spædbarn. At klare et arbejde med et lille barn. At have et liv med overskud. Det virker nærmest umuligt. Det er ikke noget vi ser for os. 

Jeg vil så gerne kunne være noget for Sylvester, Niclas, min familie og mine venner. Jeg vil gerne kunne passe et arbejde. At arbejde med bevægelse, mennesker der har brug for at genopdage glæden ved at have en krop. At slutte fred med skam, skyld og selvhad. Med min krop kræver det skiftende arbejdstider så jeg får tid til at hvile i løbet af dagen. 

Vi har valgt os. 

Mange vil måske sige vent og se. For os handler det ikke om at det måske engang, eventuelt, muligvis bliver muligt. “Man skal aldrig sige aldrig, agtigt”.

Men jo. Nogle gange skal man sige aldrig, hvis det giver dig en chance for at leve nu. Istedet for at vente med at leve til det sker. Vi har truffet et valg der passer vores familie, med den handicappet krop jeg er født med. 

Det er ikke fedt at tale om sygdom, handicap og en krop der ikke altid vil. Men det er nu engang sådan det er. Sådan jeg er født. Jeg må gøre det bedste med det jeg har. 

Hvis jeg sætter et barn i verden vil jeg ikke være i tvivl om jeg kan være noget for det. Jeg vil ikke falde med barnevognen og ikke kunne komme op. Jeg vil kunne gå rundt med mit barn. Jeg vil kunne lege med det på gulvet. Det er slet ikke altid jeg kan det. Det er ikke kun for min skyld, lige så meget for det ufødte barns skyld. Barnet som jeg ikke får i det her liv. Barnet som jeg vælger fra af ren kærlighed.

Det har været mit livs sværeste beslutning. Det har gjort ondt. Jeg har gået til psykolog. Jeg har grædt. Det har gjort virkelig ondt. Det vil det stadig til tider gøre.

Niclas og jeg har truffet en beslutning om ikke at få børn. At vælge os. Sylvester. Overskud. En mulighed for arbejde med en handicappet krop. 

Jeg deler det fordi ikke at kunne få børn når man gerne vil er en sorg. En kæmpe sorg. Jeg prøver at håndtere det så godt jeg kan.

Jo længere tid der går, jo nemmere har jeg det med beslutningen. Jo mere kan jeg se det er den rette beslutning. 

Det er en fælles beslutning. Det er vores beslutning. Jeg skriver ikke blogindlægget fordi beslutningen står til diskussion. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kommentere, men jeg beder dig om at gøre det med respekt for vores beslutning. 

Til dig derude som kæmper med det samme. Jeg sender uanede mængder af kærlighed. Du/i er ikke alene.

Kys! 

 

Mand og kone 


D. 01.04.17 sagde Niclas og jeg ja til hinanden i Stefanskirken på Nørrebro. Vores præst hed Pernille og var så god og sød. Jeg er hverken blevet døbt eller konfirmeret. Men Pernille gjorde det så fint og jeg følte mig så velkommen. Vi valgte Stefanskirken da det er den kirke vi bedst kan relatere til. Det er en kirke for alle. Det er en kirke for homoseksuelle, de har inviteret til ramadan, for folk der sørger eller glædes. Og! Så har de virkelig skønt gospelkor jeg har været en del af engang. 

Stefanskirken er for alle og Pernille er fantastisk!

Dagen startede med at min søde svigermor kom og satte mit hår, så kom min veninde Lonni og ordnede min makeup. Så fik jeg besøg af to af mine fantastiske venner, Thomas som skulle føre mig op og Nanna som kom med champagne og knus. 

Det var helt perfekt, men lige pludselig blev jeg også nervøs. Eller rettere sagt spændt. 

Dagen var kommet hvor jeg skulle sige et for evigt ja til min elskede mand. Manden der får mig til at grine hver dag fordi han er så åndssvag, manden der får mig til at føle mig elsket uanset hvad, manden der forstår og tilgiver, manden der samler mig op når jeg ikke kan gå, manden kysser mig så fantastisk dejligt at jeg bliver blød i knæene, manden med de øjne jeg kan blive ved med at kigge ind i for evigt, manden der har en stemme som gør at jeg føler mig hjemme, manden som jeg har skabt et liv og et hjem med, manden hvor jeg hører til i verden, manden der er min bedste ven, min elsker. 

Niclas, min mand.

Det var den smukkeste dag med de dejligste gæster og den skønneste fest. Jeg kunne ikke være gladere! Det var helt specielt i kirken og jeg græd allerede inden jeg gik ind. 





Vi fik hjælp fra Betina, så det hele klappede og det gjorde det virkelig!

Efter vielsen tog vi hen til glyptoteket og fik taget billeder. Bagefter gik vi ned i Spisehuset til vores gæster som var klar med bobler og kærlighed. 



Niclas havde valgt den smukke smukke brudebuket. Den var helt perfekt, så yndig, fin, naturlig og helt perfekt. Blomsterne var fra Blomsterskuret.

Spisehuset blev vi modtaget af vores fantastisk dejlige gæster der sad udenfor og nød solen. Vi var så heldige med vejret!


Efter brylluppet tog vi på Hotel Kong Arthur, hvilket vi bestemt ikke fortryder! Vi havde to overnatninger med det lækreste hotelværelse, med jacuzzi, økologisk morgenmad, adgang til Ni’mat spa og de sødeste mennesker!

En lidt sjov historie er at vi ankom kl. 3 om natten, havde glemt natmaden til brylluppet. De havde ikke noget mad kl. 3, for hvem har det. Vi gik op på værelset og ham der stod i receptionen ringede op til vores værelse og tilbød os p-mad (personale mad). Det var så sødt og virkelig noget man kalder service!!

Vi har bestemt ikke fortrudt at vi valgte Hotel Kong Arthur til vores bryllupsnat. Det er bestemt ikke sidste gang vi skal derhen! 


Alle de fantastiske billeder blev taget af Rye & Aamand. Billeder der for evigt vil være nogle virkelig skønne minder af en fantastisk dag med de dejligste mennesker.

Det var uden tvivl den bedste dag i mit liv og jeg nyder at være Niclas’ lille kone. Så meget! 
Tusind tak til Betina. Til alle der gjorde drømme brylluppet muligt på kun 2 mdr. 

Tak til vores venner og familier der har hjulpet. Tak fordi i er så pisse dejlige og var med til at fejre kærlighed. Ikke bare vores men den vi helt bestemt kunne mærke igennem hele dagen blandt os alle.

Tusind tak for alle der har læst med, tak for jeres hilsner, hjerter og kommentarer! Virkelig. Det har vi været så glade for.
Lad os alle fejre kærlighed noget mere. Ikke bare den til din partner, men den til din mor, far, søster, bror, til dine venner, dine nærmeste, moren der har et skrigende barn i Netto kl. 16.30 en fredag, dem vi ikke har mødt endnu, ham der har brug for et smil i metroen, dem der er ensomme, der er flygtet fra krig og rædsler, dem der har brug for det. Det har vi alle!

Kærlighed vinder. Altid. 


– Niclas og Nina 

(Sponsoreret, sådan noget af det) 

Det perfekte liv


Der var en der skrev til mig for nyligt at mit liv virkede helt perfekt. Det var selvfølgelig sødt. Men lad os lige være lidt realistiske et kort øjeblik.

Det er hvad det er. 
Jeg har en krop der ikke fungerer aka. handiliv, en helt masse ting jeg ikke kan hver dag, smerter hver dag, indenfor den sidste måned er der 4 tæer og en finger der har rykket ud af led, bekymringer over hvordan filans man nu klarer livet som handi, en mor med cancer… tro mig, der er masser at tage fat på. 
Jeg har til gengæld også de fedeste krykker som matcher min vielsesring, en phat ass, en sindssygt lækker og fantastisk mand (og jo vi skændes også som alle andre i verden gør) som har det dejligste barn, venner og familie som er der når jeg tuder og ikke kan overskue handilivet… Tro mig, det er ikke altid nemt. Men jeg prøver. Jeg er ikke blevet givet de bedste odds fra starten. 
Til gengæld har jeg de bedste mennesker omkring mig og en numse der er lavet af træning, ost og vin. Det virker de fleste dage. Andre dage ligger jeg i sengen og tuder. Sådan er det vist for de fleste af os… 
Idag har jeg feber på 3. dagen, har ikke været i bad og fryser/sveder under dynen. 
Så ro på, det er sikkert skide fint det du gør, også selvom du ikke bliver båret en af lyserød enhjørning der skider regnbuer 🌈

Skønne Betina 

Betina skrev kort tid efter vi var blevet forlovet at hun gerne ville hjælpe os med at planlægge vores bryllup.

Vi var lidt skeptiske og tænkte at det var lidt meget, men tænkte at vi lige så godt kunne tjekke det ud. 

Det gjorde vi, og det viste sig at være den bedste beslutning vi længe har truffet. Der er virkelig mange detaljer der skal på plads når man skal holde et bryllup. Ting man slet ikke tænker over. 

Vi planlagde et bryllup der skulle ske om 1,5 år. Så ville vi have god tid og penge til at planlægge et bryllup.

Min mor har kræft i hjernen. Hun er blevet opereret 3 gange, fået stråler og kemo. Man ved aldrig hvornår det er nu, og min mor har fået en del bivirkninger af alle behandlingerne. 

Da de igen var i tvivl om det var tumor eller stråleskader besluttede Niclas og jeg at vi ville gifte os nu, og det blev så til d. 01.04.17.

Det vigtigste var min mor kom med! Resten måtte vi finde ud af.

Da vi mødtes med Betina og sagde planen havde ændret sig og vi nu havde to måneder var der ingen problemer og vi blev mødt med et knus og et “selvfølgelig, det gør vi bare”. 

Jeg har ikke ord for hvor meget Betinas hjælp har betydet for mig i alt det her. Hun har gjort vores drømmebryllup muligt på flere måder! 

F.eks. da jeg havde været i en unavngiven brudekjole butik og bestilt en kjole hjem, og den så 1,5 uge før kommer hjem og ligner noget jeg bestemt ikke havde bestilt. Ærligt så havde den en anden farve og jeg lignede hyrdedamen. Normalt skal bestille en kjole 4-6 mdr. før brylluppet, så 1,5 uge var rimelig presset. Mildt sagt. Det var et mareridt og jeg var virkelig ked af det…

Betina sagde at jeg skulle have pengene tilbage og så hjælp hun mig dagen efter med at finde drømmekjolen! (Er den ikke flot 😍).


1,5 uge før brylluppet skulle vi så finde kjolen. Vi var inde i Casa Lezar, som Betina stolt er blevet ejer af fra 01.04. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville have og var ærlig talt ret ødelagt af minus søvn, bekymringer og en øv-stemning efter den anden kjole…

Men men. Vi fandt en virkelig smuk kjole der faldt helt perfekt. Jeg havde dog fantaseret om noget lidt større i kirken. Betina kom med et tylskørt, som jeg så kunne tage af.

Det var helt perfekt og jeg blev så lykkelig. Senere viste det sig så at 2-i-1 løsningen til en brudekjole er skide smart hvis man gerne vil danse senere! 

På dagen havde Betina været der med hendes folk siden kl. 10 om morgenen og pyntede og ordnet. 

Vi holdt middagen i Niclas’ restaurant Spisehuset og det var så perfekt, intimt, rart og hyggeligt. 


Betina hjalp med alt fra kjole kaos til oppyntning til samtaler om hvad vi gerne ville have til løsninger på uforudsete problemer. 

Uden Betina havde vi ikke haft så godt et bryllup med alt hvad vi ønskede os.

Det vigtigste var at hun bare sprang til da der pludselig kun var 2 mdr. og ikke 1,5 år. Det gjorde nemlig at det hele så fint kunne lade sig gøre og min elskede lille mor nåede at være med på den største dag i mit liv.

Det hele var smukt, perfekt og dejligt! Vi har begge været så taknemlige for Betinas hjælp. Hun tilbyder alt fra bare en enkelt samtale til hjælp med det hele! 
Overvej det virkelig hvis du skal holde et bryllup. En bryllupsplanlægger er ikke kun for stenrige mennesker der skal holde bryllup på et slot i Frankrig. Det er også bare for sådan nogle som mig og Niclas der holder det på Spisehuset i Kødbyen. 

Tak Betina! 

(Kjolen er ikke sponsoreret men Betinas fantastiske hjælp er)

 

Bryllupsklar


Da jeg blev forlovet var der en del der skrev og spurgte om jeg skulle tabe mig op til brylluppet og hvordan jeg skulle blive klar, sådan rent kropsmæssigt.

Jeg føler mig nu klar. Helt og aldeles.

Det jeg har gjort er….

Præcis det samme som jeg plejer.

Jeg træner 3-5 gange om ugen. Nogle gange mindre når mine led driller. Jeg har spist varieret. Masser grøntsager, protein og pizza når jeg havde lyst. Drukket masser af vand, greenies og vin når jeg havde lyst.

For mig virker det ikke det der med kur tanken. Jeg ender altid med at overspise før eller siden og føle mig som et nederlag allerede før jeg er gået igang. 

Istedet har jeg haft fokus på at gøre ting der gjorde mig godt, generelt set. Haft de basale ting på plads og spist pizza eller drukket vin efter lyst og prøvet at have fokus på at nyde det istedet for at skamme mig. Det er trods alt bare en ret så uskyldig pizza.

Jeg har generelt lyst til sunde vaner. Ikke fordi jeg er kvinde og dermed automatisk skal tabe mig op til mit bryllup, men fordi det har jeg det bedst med og trives med.
Jeg er lidt træt af forventningen om at der er så mange situationer i livet man som kvinde skal tabe sig til. Jeg er sund og stærk. Hvorfor skal jeg absolut være lille? 

Jeg tror også at min kommende mand er stolt fordi jeg træner og passer på min selv, ikke på grund af en str. eller et vægttab. 

Det er nu engang sådan jeg ser ud når jeg sund. Super gennemsnitlig. 

Sååå… jeg har levet som jeg plejer. 

God dag min ven! 

En ny hylde


Jeg har simpelthen i en længere tid kæmpet ret meget, og jeg har ikke sådan rigtig været klar til at tale om det før jeg ligesom var helt klar med mig selv… siden sidste sommer har det været utrolig svært for mig at være en sundhedsfaglig person. Min sygemelding fra studiet, en diagnose på en lidelse som er kronisk. Den nye viden om mig om min krop betød også at alt andet i mit liv bliver nødt til at indrettes efter det. 

Jeg synes stadig at jeg som sundhedsfaglig har en masse at byde ind med, men det er en ny hylde. En anden hylde end da jeg startede min blog og min oprindelige plan er ikke den samme. 
Dengang handlede det om vægttab, sund mad og styrketræning. Jo længere tid der er gået har jeg fundet ud af at det ikke er det jeg nødvendigvis kan. Der er nogen der er meget dygtigere til styrketræning og programmering end mig… 
Kan man være handicappet, på krykker og samtidig være en sundhedsfaglig person der træner og træner andre? Helt ærligt havde jeg i lang tid mistet modet… for det er så langt fra min drøm. Det er også lidt tabu. At skifte fokus var forbundet med sorg. Men jeg fandt også ud af at der er så meget jeg stadig kan. 
Der er så mange derude som har brug for en stille start, som har brug for at skabe kontakt til sig og sin krop (som måske er blevet forsømt i lang tid), som har brug for at bruge bevægelse som terapi til at hele sår, som har brug for mere bevægeglæde. Det kan både være folk med funktionsnedsættelser, folk med stress eller andre der har fundet ud af at et roligere tempo klæder dem. 
Dét det glæder jeg mig så meget til at arbejde med. 
Styrke hele vejen rundt, ressource opbyggende træninger for krop og sind! Det er nemlig ikke svagt at tage livet i sit eget tempo, tværtimod. 
Fra i næste uge har jeg fået en kontor plads og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at komme igang med at hjælpe dig med at komme igang. 
Sorg kan (i mit tilfælde) blive transformeret til nye muligheder hvis man tør være med det. 
Rigtig god mandag min ven.